Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
13/07-11   -   Pressemeddelelse

Fleksjob - vejen til et nyt arbejdsliv

- Åbenhed, indsigt og klare aftaler! Det er tre nøgleord, hvis man vil have succes med en fleksjobordning i en privat virksomhed.
Det siger Charlotte Olesen, HR-chef i OBH-Gruppen A/S, på baggrund af de erfaringer, hun har gjort med de ansatte i virksomheden, der arbejder på særlige vilkår.

Win-win
OBH-Gruppen er en landsækkende ingeniørvirksomhed med 200 medarbejdere og hovedsæde i Odense. Virksomheden har i øjeblikket tre medarbejdere ansat på fleksjobvilkår.
- Der skal være åbenhed om sygdommen, så alle i virksomheden ved, hvorfor fleksjobberen ikke kan arbejde helt på linje med kollegerne.
- Vi skal have indsigt og forståelse i de pågældende medarbejderes situation for at kunne hjælpe på den rigtige måde.
- Og med aftaler mener jeg, at ansættelsen skal være en gensidig tillidserklæring. Fleksjobbet skal give mening for både OBH-Gruppen og medarbejderen. Begge parter skal føle, at vi kan stille krav til hinanden, så det på den måde bliver en win-win-situation, siger HR-chefen.

Regler
Reglerne om fleksjob trådte i kraft i 1998 og er ændret flere gange - senest i 2007 for at få flere, der er visiteret til et fleksjob, i arbejde.
Kommunen giver tilskud til lønnen alt afhængig af, hvor megen arbejdsevne, den pågældende har. Tilskuddet kan maksimalt udgøre 2/3 af lønnen
I dag er ca. 42.000 ansat i fleksjob eller job med løntilskud. Men selv om der er kommet en større forståelse for at ansætte folk med nedsat arbejdsevne i de private virksomheder, så går det stadig trægt.
Ofte er det manglende kendskab til og viden om fleksjobordningen, der er årsag til, at der ikke for længst er oprettet flere stillinger i den private sektor. Og det er lige så tit medarbejderen som virksomheden, der ikke er opmærksomme på, at der eksisterer en ordning, der åbner mulighed for et godt arbejdsliv, selv om man ikke er fysisk på toppen længere.

Karina Zimmermann
Det var f.eks. tilfældet for Karina Zimmermann, 41, kontorassistent i OBH Århus, hvor hendes arbejde består i at kvalitetssikre energi-mærker og tilstandsrapporter.
Karina blev som spæd ramt af polio. Sygdommen var gået i sig selv, da hun halvandet år gammel kom til Danmark. Sygdommen gav hende en invaliderende fodskade, som hun har levet med lige siden. Ikke problemfrit men dog på en måde, så hun har kunnet passe et fuldtids-job.
Men som ca. 7.000 andre poliopatienter i Danmark blev hun for nogle år siden ramt af det, lægerne kalder "senfølger efter polio": usædvanlig træthed, smerter i muskler og led, decideret muskelsvigt og manglende koncentrationsevne.
Karina: - Jeg har været ansat i OBH siden 2002. En god arbejdsplads med dejlige kolleger og en arbejdskultur, hvor man giver andre en hånd med, når man har gjort sine egne sager færdige.
- Men pludselig blev arbejdsdagene længere og længere, fordi jeg var træt og havde svært ved at koncentrere mig. Det var også svært for mig at klare, de sager jeg sad med. Jeg var dødtræt, når jeg kom hjem. Socialt havde jeg ikke noget liv. Min hverdag bestod i at arbejde, spise og sove lige indtil næste morgen. Og så var det forfra. Op til en ny dag, man ikke kunne overskue.

Nyt liv
Det var svært for Karina at acceptere sin situation. Hun havde altid været pligtopfyldende og god til sit arbejde, og nu måtte kollegerne i mange tilfælde gøre hendes arbejde færdigt.
- Det var hårdt. Til sidst kunne jeg ikke se anden udvej end at holde op med at arbejde og forsøge at klare mig for en pension, fortæller Karina.
Senfølgerne af polioen havde gjort hendes hverdag så vanskelig at komme igennem, at hun ikke længere kunne se sig ud af det. Men det kunne hendes nærmeste chef i Århus, Heidi Hørsdal, og HR-chef Charlotte Olesen heldigvis.
- I OBH mener vi, at det er vigtigt, at tage et medansvar for folk, der har nedsat arbejdsevne eller som Karina pludselig kommer i den situation, at hun på grund af sin sygdom ikke kan påtage sig et fuldtidsjob. Hvis
man mener noget med et rummeligt arbejdsmarked, så er det de udsatte grupper, man skal inkludere.
- Selv om der er mange udfordringer forbundet med at ansætte medarbejdere med særlige behov, så skal vi ikke glemme, at vi som virksomhed får noget ud af det: I Karinas tilfælde fastholder vi den viden og erfaring, hun har efter mange år i firmaet, siger Charlotte Olesen.
OBH-Gruppen strikkede en ordning sammen, så Karina i begyndelsen kunne arbejde hjemme to dage om ugen. Den aftale er så siden blevet konverteret til et egentligt fleksjob, der tager hensyn til Karinas handicap. Hun arbejder hjemme mandag og har fri onsdag. Og på kontoret er kravene sat ned.
- Fleksjobbet har været en stor hjælp og givet mig et bedre liv. Nu hænger det sammen arbejdsmæssigt og socialt. Og firmaet får alt, hvad jeg kan give. Nu er det nogle gange mig, der spørger en kollega, om jeg skal give en hånd med, når jeg har gjort mine egne sager færdige. Det har jeg det godt med. For det er min natur at hjælpe.

Thorkild Hansen
Thorkild Hansen, 56, uddannet bygningsingeniør, er ansat i OBH Hillerød, og arbejder som bygningssagkyndig og energikonsulent. Thorkild har været ansat i OBH-Gruppen lige så længe som Karin, men i modsætning til hende, så blev han ansat i en fleksjobstilling og har altså ni års erfaring i OBH med ordningen.
- Når man har en kronisk sygdom, men ikke kan undvære at arbejde, så er fleksjobordningen en fantastisk mulighed. Jeg fik stillet diagnosen reumatoid artrit - kronisk leddegigt - for 15 år siden. Tre år senere fik jeg tilkendt mellemste invalidepension, men det liv kunne jeg ikke leve. Når man har arbejdet inden for byggeri i hele sit liv - først som tømrer og senere som ingeniør - så kan man ikke bare være inaktiv. Jeg skal være i gang. Også selv om det gør ondt, siger Thorkild.

Mild kemokur
Omkring 50.000 mennesker i Danmark har kronisk leddegigt. Både unge og ældre kan blive ramt af sygdommen, men mange får den konstateret i 40-50 års alderen, som det også var tilfældet med Thorkild.
Sygdommen angriber alle led og sener i kroppen og kan også angribe lunger, hjerte og andre indre organer. I mange tilfælde bliver reumatikere så stærkt invalideret, at de ikke længere kan bevæge sig rundt ved egen hjælp.
Thorkild får ugentlig Methotrexa - kemomedicin i lav dosis - og hvert halve år bliver han behandlet med Mabthera - en biologisk medicin, som bliver givet intravenøst. Virkningerne er dog begrænsede, fordi leddegigt er en såkaldt autoimmun sygdom. Kort fortalt betyder det immunforsvaret handler mod den krop, det skulle beskytte.
Udover smerterne i de stive led, så medfører leddegigten uoplagthed, vægttab og øget træthed.

Identitet
-Trætheden er en stor belastning. Jeg sover nok 20 procent mere end helt raske mennesker. Og nogen vil nok mene, at jeg burde tage den pension, jeg blev tildelt for år tilbage, i stedet for at gå på arbejde. Men en stor del af min identitet ligger i mit arbejde, som jeg holder af og stadigvæk kan klare, fordi vilkårene er tilpasset mig.
- Jeg synes, at det er flot af OBH at tage hensyn til os med "skånebehov". Og jeg er glad for at være født i Danmark, hvor man får hjælp til sin sygdom og hvor det offentlige går ind og giver tilskud til et fleksjob. Det er med til at give min tilværelse mening.
Thorkilds job er skruet sådan sammen, at han er på nedsat "kvote", hvad angår arbejdsopgaver, og derudover holder han fri hver onsdag. Og sådan har det altså været i ni år nu.

Forståelse
Både Thorkild og Karina er enige med HR-chef Charlotte Olesen i, at det er vigtigt at være åben om sygdommen og de begrænsninger, den giver i hverdagen.
- Snak med kollegerne om det uden at klynke. Så forstår de, hvorfor man ikke kan yde helt det samme, som de kan, siger Thorkild Hansen, som selv erkender, at han ikke tidligere var god nok til at fortælle om sin sygdom. Det betød, at nogen ikke forstod, hvorfor han var i et fleksjob.
- Mine nuværende kolleger kan godt se ideen i at hjælpe folk som mig, der gerne vil det hele, men desværre må nøjes med det, jeg magter.
- Og i det store regnestykke er det vel også bedre at kunne konstatere, at der kommer penge ind via den skat, jeg betaler, end at jeg bliver gjort passiv og ikke bidrager med de erfaringer og den viden, jeg har på mit felt, siger Thorkild.
Karina Zimmermann, som først kom på fleksjobordningen i efteråret 2010, har ikke været ude for den mobning, som på et tidspunkt blev Thorkild til del. Til gengæld har hun måttet arbejde med sig selv og sin egen selvopfattelse.
- Jeg har ikke på noget tidspunkt følt, at kollegerne har set skævt til mig. Jeg er blevet bakket op. Men når man har været grundig og hurtig til sit arbejde tidligere, så er det svært at acceptere, at man nu er i et job, hvor man kan konstatere, at man ikke kan nå det samme som kollegerne. Jeg ved, at jeg ikke skal have dårlig samvittighed. Men det arbejder jeg altså stadigvæk på ikke at have, siger Karina.

Optimisme
Der har været politisk rumlen om fleksjobordningens fremtid. Thorkild og Karina er begge varme fortalere for at bevare ordningen, som den er.
Den har givet dem selvværdet tilbage og et bedre arbejdsliv.
Leddegigten har senest angrebet Thorkilds hænder. Slimhinderne omkring leddene er blevet ødelagt, og ved en større operation har han fået to nye led af silikone i den ene hånd.
- Men jeg klynker ikke. Jeg har stadig mit arbejde og mine kolleger. Og jeg håber, at jeg kan klare den, til jeg bliver 60.
Karina ser også lyst på fremtiden. Det har slidt på kroppen at gå forkert i så mange år, men nu har hun fået bevilget tilskud til en lille bil.
- Jeg er i gang med at tage kørekort i øjeblikket. Og jeg satser på at blive ved mange år endnu!

Billedtekster:
Karina Zimmermann, kontorassistent i OBH Århus, fik et nyt og bedre arbejdsliv, da hun fik et fleksjob i virksomheden.
illerød

Thorkild Hansen, bygningssagkyndig i OBH Hillerød: - Du skal tale åbent om din sygdom. Så får kollegerne forståelse for, at du ikke kan magte helt det samme som dem.

Charlotte Olesen, HR-chef i OBH-Gruppen: - Fleksjobaftalen skal være en gensidig tillidserklæring. Så bliver det en win-win-situation.

Relevant information

http://www.obh-gruppen.dk/


Billeder


Pressekontakt


Firma

OBH-Gruppen A/S
Agerhatten 25
5220 Odense SØ, Danmark

  +45 70 21 72 40
  +45 27 26 49 45

http://www.obh-gruppen.dk

Modtag nyheder fra OBH-Gruppen A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire