Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
27/05-13   -   Pressemeddelelse

Første DM i parallelparkering nogensinde

Hvem er Danmarks bedste til at parallelparkere en bil? Det afgøres onsdag d. 29. maj på Docken i København, når parkeringsselskabet ONEPARK afholder det første danske mesterskab i traditionel parallelparkering nogensinde. Der dystes ud over ære og pokal, om en helikopterflyvetur over København.

Der findes to slags bilister. Dem der får hjertebanken og koldsved, når de står over for en parallelparkering i den indre by. Og dem som synes en parallelparkering er en sjov udfordring. Nu får personerne i den sidste kategori lejlighed til at dyste om, hvem der er bedst til at bakke bilen på plads mellem to andre køretøjer.

Private parkeringsselskaber er normalt kendt for at "præmiere" de bilister, der ikke kan finde ud af at parkere efter reglerne eller inden for p-båsene, med et kontrolgebyr. Men ONEPARK er et anderledes parkeringsselskab, der godt kan lide at se tingene fra en anden vinkel.

"Hver dag oplever vores servicemedarbejdere masser af bilister, der er dygtige til at parkere, og det kan vi faktisk godt lide, fordi det betyder at vores parkeringsarealer fungerer - til glæde både for bilisterne og for dem, der ejer p-pladserne", forklarer direktør i ONEPARK, Per Moesgaard. "Og så fik vi den ide, at vi ville give et skulderklap til dem, der er dygtige til at parkere, og det gør vi nu ved at kåre og hylde danmarksmesteren i parallelparkering".

I al sin enkelthed går opgaven ud på, hurtigst muligt, at foretage en traditionel baglæns parallelparkering ind i en parkeringsbås mellem to biler - uden at påkøre nogen af dem. Hver deltager har kun ét parkeringsforsøg. Det er ikke tilladt at "glide" bilen på plads med en håndbremsevending eller at parkere forlæns.

For at stille alle lige i konkurrencen benytter alle deltagere den samme bil, en Ford Fiesta, som stilles til rådighed af ONEPARK.

Tilmelding til konkurrencen
For at deltage i konkurrencen skal du være fyldt 18 år, have fast bopæl i Danmark og have gyldigt kørekort til personbil. Både almindelige privatbilister og professionelle kan deltage. Det vil sige, at f.eks. racerkørere, taxachauffører, ambulanceførere, kørelærere og pakkebude dyster på lige vilkår med helt almindelige bilister. Man skal derudover kunne deltage i konkurrencen onsdag d. 29. maj i tidsrummet 11- 17.

Tilmeld dig med navn, adresse, tlf. nr. og skriv et par ord om dig selv på www.onepark.dk/116 eller dm@onepark.dk - senest tirsdag d. 28. maj kl. 16.00.

Konkurrencen afvikles på Færgehavnsvej 35, 3100 København Ø i forbindelse med COPSUM 2013 (Copenhagen Property Summit), der en konference for erhvervsejendomsaktører.

Relevant information

http://www.onepark.dk/116



Billeder


Pressekontakt


Firma

ONEPARK A/S
Havnegade 18
7100 Vejle, Danmark

  +45 75 80 30 10
  +45 30 10 73 73

http://www.onepark.dk

Modtag nyheder fra ONEPARK A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire