06/02-12
-
Pressemeddelelse
Nyt album fra Christiane Björg
Paddington-Records præsenterer Christiane Björgs nye udgivelse "Poetry And Fiction Give People Ideas"
10 af hendes egne sange på engelsk, produceret af Mads Bjørk B Krog og Christiane Björg selv.
"Der har altid udspillet sig en klassisk kamp mellem den pæne og den fandenivoldske side af mig, men på den her skive er der blevet plads til begge to," siger ÂChristiane Björg, sangskriver og skuespiller, som mange nok mest husker som den søde, badeglade nissepige i TV2 s julekalender om Pyrus og Co.
Stilen er poppet men helt sin egen, og de skrå brædder fornægter sig ikke. Sangene er små fortællinger, hvor fantasien tager over fra den virkelige verden, og hun har hentet inspiration fra blandt andet Shakespeare, mordet i den gamle savmølle, de tynde mænd, bitre damer og Tom Waits, hvis godnathistorie, hun må have hørt.
Det er portrætter af en verden, der er skøn og ond, og som er ved at knække over. Noget er løgn, og meget er delvist sandt.
Christiane Björg har en forkærlighed for lydgear og gamle instrumenter, og mange af sangene er blevet til oppe i de svenske skove, hvor hun tager op for at fordybe sig.
"Vi har alle sammen et grundfjeld - mit er musikken og historierne. Det er min benzin, og jeg kan simpelthen ikke lade være. Og så har jeg heldigvis en familie, der forstår de behov."
Christianes debut-album "Ta´mig væk" udkom i 2007 ( produceret af Henrik Balling ), og i mellemtiden har man måske hørt hendes julesang "Hvem er du mon, julemand?/ Who´s that hunk in the Santa Suit?" i radioen op til jul. Og nu er det her så: Christianes andet album.
"Poetry And Fiction... " udkommer på CD og vinyl og som download d. 27. februar 2012. - og til sommer vil hun følge op på musikken med koncerter, som nok bliver lidt ud over det sædvanlige.
Relevant information
http://www.christiane.dk