Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
12/04-13   -   Pressemeddelelse

Kunst på Borgen - kunsten som politisk scenografi

Når man som tv-seer følger det politiske liv på Christiansborg, fanger øjet i glimt mange fremragende kunstværker, som udsmykker Folketingets smukke rum og gangarealer. Men det er sjældent, at kameraet dvæler ved de enkelte billeder, og den interesserede tv-seer må spørge sig selv: Hvad er det vi ser, og hvilken funktion og betydning har kunsten på Borgen?

Bogen "Kunst på Borgen - kunsten som politisk scenografi" tager for første gang dette emne op i en samlet fremstilling.

Bogen beskriver i kort form de vigtigste politiske rum i Folketinget og deres betydning i forbindelse med lovgivningsprocessen og andre dele af det politiske liv i Folketinget. Herefter følger en gennemgang af, hvad det er, at medlemmerne af Folketinget og andre beslutningstagere ser på, når de færdes og arbejder i disse politiske rum. Hvordan er rummene udsmykket, og hvordan kan værkernes tolkes og sættes ind i en politisk sammenhæng?

Bogen er rigt illustreret med fotos fra partiernes gruppeværelser, udvalgsværelserne, Folketingssalen, Vandrehallen, "magtens korridorer", Snapstinget og Christian den 4.s gamle Provianthus.

Bogens emne er fortællinger om kunst og politik - med hovedvægt på kunsten som politisk scenografi. Forstået på den måde, at kunsten naturligvis indgår som udsmykning i Folketingets mange rum, men mere end det. Mange af værkerne har direkte eller indirekte referencer til det politiske liv og til politiske og historiske begivenheder, de formaner folketingsmedlemmer og embedsmænd om, hvad der er rigtigt og forkert, afspejler partiernes værdigrundlag, viser statsministre og formænd i deres egen selvforståelse eller tjener slet og ret til inspiration for de beslutningstagere, der har deres gang på Borgen.

Beskrivelsen af kunsten på Borgen er ikke en kunsthistorisk gennemgang af de enkelte værker. Hovedvægten er lagt på kunstens relationer til den politiske proces i de rum, hvor den er ophængt. Maleren Rasmus Larsens store freskoudsmykning i Vandrehallen er det første og måske allerbedste eksempel på, at kunsten på Borgen i de sidste næsten 100 år er blevet brugt som en politisk scenografi. Her er ramsaltede kommentarer til det politiske liv og til livet i almindelighed. Det seneste eksempel er Kaspar Bonnéns udsmykning af et udvalgsværelse med klare henvisninger til folketingsmedlemmernes dilemmaer i lovgivningsprocessen.

Bogens forfatter er chefkonsulent Jens Chr. Jacobsen, der har arbejdet i Folketingets Administration i mere end 30 år. Han har gennem de sidste 15 år haft ansvaret for Folketingets store kunstsamling og øser veloplagt af sin store viden om samlingen og dens betydning som inspirationskilde og politisk scenografi.

Med bogen bydes læseren velkommen til en vandring i Folketingets politiske rum til fortællinger om, hvad de bliver brugt til i den politiske proces, hvordan de er udsmykket, og hvordan kunst og politik nogle gange går op i en højere enhed.

Har du spørgsmål til pressematerialet, kan du kontakte webansvarlig Signe Bloomstine
signe@permild-rosengreen.dk

Relevant information

http://www.permild-rosengreen.dk


Pressekontakt


Firma

Permild & Rosengreen
Navervej 28 A
4000 Roskilde, Danmark

  71991971

http://www.permild-rosengreen.dk

Modtag nyheder fra Permild & Rosengreen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire