Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/07-11   -   Pressemeddelelse

Første grafiske virksomhed certificeret i social ansvarlighed er dansk

Randersvirksomheden Phoenix Design Aid A/S har som den første grafiske virksomhed i verden netop modtaget den mest eftertragtede godkendelse i social ansvarlighed. Det drejer sig om en såkaldt DS 49001 certificering, som udspringer af den internationale guideline ISO 26000. Godkendelsen er noget, som mange internationale virksomheder drømmer om. Men det blev Danmark, der løb med den første certificering.

"Det er fremtidens redskab til at sikre, at vi viser hensyn og passer godt på både miljøet og hinanden, og vi tror på, at det bliver det, der gør forskellen, hvis man vil være leverandør til internationale organisationer som FN, Den Europæiske Union og ikke-statslige organisationer som eksempelvis Den Afrikanske Udviklingsbank," siger direktør i Phoenix Design Aid A/S, Dennis Lundø Nielsen.

Omkring ét år har det taget Phoenix Design Aid at blive klar til at bestå eksamen inden for samfundsmæssig ansvarlighed, men midt i juni kunne auditorer fra Det Norske Veritas (DNV) give Phoenix Design Aid A/S det blå stempel og en DS 49001 certificering.
"Det er en omfattende proces, man skal igennem. Men det har været en stor hjælp for os, at vi i forvejen var kvalitets-, miljø- og arbejdsmiljøcertificerede, ligesom vi er medlem af FN's globale initiativ for samfunds- og miljømæssig bæredygtighed, UN Global Compact," siger Dennis Lundø Nielsen.

Randersvirksomheden med 8 faste medarbejdere er nu den eneste grafiske virksomhed i verden med den fornemme certificering, som vidner om en fokuseret indsats på miljø- og arbejdsforhold. I 2010 omsatte virksomheden for 20,5 mio DKK - en stigning på 26% i forhold til året før og med sorte tal på bundlinjen.

Konsekvenser af godkendelsen:
For at leve op til certificeringen, der kontrolleres jævnligt, skal virksomheden have procedurer og kontrolfunktioner, der sikrer øget ressourceeffektivitet, lavere energiforbrug, forbedring af medarbejdernes sundhed, sikkerhed både internt og hos underleverandører, og fokus på bl.a. at undgå børnearbejde, korruption og udnyttelse af arbejdskraft.
"Certificeringen i social ansvarlighed stiller høje krav til os som virksomhed. Vi har mål og skal dokumentere fremgang i vores afrapportering. Men vi er gået efter certificeringen, fordi vi ønsker, at vores kunder skal have fuld tillid til, at vi altid eksekverer opgaverne ud fra principperne om social ansvarlighed gennem hele processen fra aftaleindgåelse til levering", fortæller Dennis Nielsen.

Grønt lys hos FN, UNDP, EU og alle de andre
"For internationale organisationer er det vanskeligt at vurdere en ny samarbejdspartners kvalitet. Derfor bruger de certificeringer som en rettesnor. Er man certificeret, og lever man op til de krav, som ikke mindst FN gør en stor indsats for at få indført som standard, så er man ovre den første barriere mod et fremtidigt samarbejde," fortæller Dennis Nielsen.
Phoenix Design Aid fremstiller grafiske total løsninger til hele verden. De 8 medarbejdere i Randers fungerer som idémagere og koordinatorer i et netværk, der tæller samarbejdspartnere på kontrakt fra mange forskellige lande. Kun på den måde kan virksomheden opfylde kundernes krav om grafiske produktioner på alverdens sprog og i høj kvalitet. Denne certificering stiller også krav til produktion, kvalitet og samfundsansvarlighed hos virksomhedens underleverandører og kontraktsansatte - fra København til Mumbai, Processen med at højne niveauet hos samarbejdspartnerne bliver nøje dokumenteret, og hvis planerne ikke bliver fulgt, bliver samarbejdet opsagt.

Relevant information

http://www.phoenixdesignaid.dk


Pressekontakt


Firma

Phoenix Design Aid
Østergade 19
8900 Randers, Danmark

  87100089

http://www.phoenixdesignaid.dk

Modtag nyheder fra Phoenix Design Aid på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire