28/09-17
-
Pressemeddelelse
Skolestart og alt det andet - uden en far
Ny børnebog om skolestart tager udgangspunkt i en ny familiemodel. "Karla har en strømpetyv i familien" er den fjerde bog i serien om Karla, der ikke har en far. Hendes mor har fået hende ved hjælp af en sæddonor.
Hele sommeren har Karla glædet sig til at starte i 0.A. På første skoledag er det mor, mormor og morfar, der er med hende. Det er nemlig Karlas familie. Familier kan se meget forskellige ud i vores tid og både børn og lærere har brug for at for at lære om de mange forskellige familietyper. Det er en af de erfaringer Karla gør sig, da hun starter i skole.
Karla finder også ud af, at de voksne i skolen godt kan finde på at gøre og sige ting som man ikke helt forstår. En dag siger læreren for eksempel, at Karla har en far. Det synes hun er meget mærkeligt, for mor siger, at hun ikke har en far. Sammen må mor og Karla finde ud af, hvordan Karla fortæller om sin familie i skolen. Og hvad Karla skal svare, når nogen spørger hvor hendes far er.
"Der er et enormt behov for at børn får nuanceret deres opfattelse af hvordan en familie ser ud. Derfor er Karla-bøgerne meget vigtige. Og de henvender sig ikke kun til børn, der ikke har en far, men til alle børn. Vores børn vokser nemlig op i en tid hvor familien udvikler sig rigtig meget og vi har mange forskellige familiemodeller," siger Pia Olsen, som er en af forfatterne bag bogen.
I den nye bog møder vi også Karlas gode ven Sebastian, som bor to steder fordi hans mor og far er skilt. Vi hører om hvor forskellig skolen er i forhold til børnehaven, og om hvor svært det kan være, når pigerne i klassen skændes. Alle begivenhederne i bogen er taget fra Pia og Karlas liv og bogen fortæller i børnehøjde hvordan det er at starte i skole og hvordan det er at vokse op i en solomorfamilie.
"Karla har en strømpetyv i familien" er den fjerde bog i serien om Karla, der er blevet til ved hjælp af sæddonor. Første gang vi møder Karla i bogen "Hvor er Karlas far?" går hun i vuggestue. Anden gang vi møder hende i "Karla leger mor og børn" er hun børnehavepige. I den tredje bog "Karla ønsker sig en far" er Karla en skoleklar børnehavepige. I den fjerde bog starter Karla i skole. Bøgerne handler om Karla og Pias liv og fortæller i børnehøjde om, hvordan det er at være en familie uden en far. I april 2017 udkom "Hvor er Karlas far?" også i Tyskland.
Om forfatterne:
Journalist Pia Olsen og hendes datter Karla Elena Olsen skriver Karlabøgerne sammen og serien udvikler sig efterhånden som Karla bliver ældre. I 2008 valgte Pia Olsen at få Karla ved hjælp af sæddonor. Siden har hun skrevet bøger både til børn og voksne om solomor-familien.
Karla har en strømpetyv i familien udkommer fredag d. 29.9.17.
For yderligere information, flere billeder eller interview med forfatterne, kontakt Pia Olsen 22793716
Udgivet på forlaget SPRÆL 2017
Pressekontakt
Pia Olsen
Journalist og forfatter
22793716
Firma
Pia Olsen
Lollandsvej 41, 4.tv
2000 Frederiksberg,
Danmark
+45 22 79 37 16
+45 22 79 37 16
http://www.citat.dk