Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
19/01-10   -   Pressemeddelelse

Post Danmark sponsor for VM på bane i 2010 og VM på landevej i 2011

Post Danmark og Bike City Copenhagen har indgået en aftale om sponsorat for VM på bane og VM på landevej, der afholdes i Danmark i 2010 og 2011. Bane-VM afholdes 24.-28. marts 2010 i Ballerup Super Arena, mens landevejs-VM afholdes 19.-25. september i 2011 i København og Rudersdal Kommuner.

- Vi har en lang og god tradition for at være engageret i dansk cykelsport og med disse to store VM-arrangementer på dansk grund vil vi med sponsoratet gerne være med til at løfte dem til et niveau, vi alle kan være stolte af, siger sponsorchef i Post Danmark Jørgen H.K. Jepsen.

I forbindelse med Bike City sponsoratet har Post Danmark - der nu indgår som en del af det dansk-svenske postselskab Posten Norden - også oprettet en VM-fond, der de kommende år vil uddele legater til de danske cykelklubber.

- Cykelklubberne og ikke mindst det frivillige arbejde, der foregår ude i klubberne, er rygraden i dansk cykelsport, og Post Danmark ønsker med VM-fonden at støtte dette arbejde. Et VM på dansk grund vil uden tvivl få flere børn og unge til at cykle, og derfor er det vigtigt, at klubberne bliver klar til at tage imod de mange nye ryttere. Vi forventer, at vores nye fond vil kunne gøre en forskel i cykelklubberne over hele landet og hjælpe til at give cykelsporten et længerevarende løft, siger sponsorchef i Post Danmark Jørgen H.K. Jepsen.

I 2010 er der sat i alt 200.000 kr. af til legater, der vil være på min. 5.000 kr. og max 25.000 kr. Hos DCU er de også begejstrede over, at Post Danmark udover sit sponsorat af landets største sportsbegivenhed - Post Danmark Rundt - nu også vil involvere sig stærkt i det store VM-arrangement.

- Vores fantastiske samarbejde med Post Danmark fortsætter. Det frivillige arbejde i klubberne er altafgørende for dansk cykelsport. Derfor er vi utrolig glade for fonden, der vil komme det frivillige arbejde med børn og unge til gode i cykelklubberne, siger Jesper Worre, direktør i Danmarks Cykle Union.

Når de kommende ansøgninger skal vurderes, vil der blive lagt vægt på projekter, der bl.a. sikrer nye tiltag for børn og unge, tiltag der kan øge tilgangen til cykelsporten, talentarbejdet samt tilgang og fastholdelse af frivillige.

Bike City Copenhagen er et samarbejde mellem Danmarks Cykle Union, Sport Event Danmark, WOCO, Region Hovedstaden samt kommunerne der er vært for de kommende VM-arrangementer, København, Ballerup og Rudersdal. Danmarks Cykle Union er teknisk arrangør af de to VM.

VM-Fonden består af 3 medlemmer, hvoraf Bike City Copenhagen udpeger 2, Post Danmark 1, mens DCUs udviklingskonsulent fungerer som fondens sekretær.

Relevant information

http://www.postdanmark.dk


Pressekontakt


Firma

Post Danmark A/S
Tietgensgade 37
1566 København V, Danmark

  33 61 60 11
   29 13 35 45

http://www.postdanmark.dk

Modtag nyheder fra Post Danmark A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire