06/09-11
-
Pressemeddelelse
Postbudene får el-biler
I fredags blev de første el-postbiler taget i brug til postomdeling på Bornholm. Forventningen er,
at el-biler på sigt skal udbredes i stor skala.
Post Danmark lægger nu an til en grønnere distribution med el-biler til postbudene. Det sker i
første omgang på Bornholm, der som mønsterområde med korte afstande skal bane vejen for
udbredelsen af el-biler.
- Vi har ikke blot planer om at overgå til eldrevne transportmidler, der medvirker til at reducere udledningen af CO2. Vi ser også på, hvordan vi kan gøre deres drift endnu grønnere, så de
på sigt kan køre på ren grøn energi - dvs. overskudsstrøm, der ellers blot ville gå til spilde, lyder det fra Martin von Horsten, chef for Distribution, Post Danmark.
Der er tale om et omfattende projekt med etablering af særlige ladestationer til bilerne. Samtidig har det været en længerevarende proces at finde egnede biler, da de skal leve op til de
helt særlige behov og krav, der er til en distributionsbil - og samtidigt til en fornuftig pris.
- Vi har her en enestående mulighed for at opbygge viden om elbiler som omdelingskøretøj,
der skal bidrage til, at vi på sigt kan udbrede elbiler i hele landet. Når vi har valgt at starte på
Bornholm, er det fordi øen er helt ideel til det. Dels fordi det er et afgrænset område med
korte afstande, og dels fordi en stor del af elektriciteten kommer fra vindenergi, siger Martin
von Horsten.
Og udover at være en bæredygtig løsning for miljøet, er det også på mange måder rent økonomisk set en god forretning for posten at satse på el i distributionen.
- Ser man eksempelvis på el-knallerter, er de godt nok dyre i indkøb, men de har tjent sig selv
ind på to år, da de målt på brændstofudnyttelse er meget mere effektive end benzinknallerter. Og så larmer og lugter de ikke. Ligeledes erstatter vi allerede til næste år en hel del knallerter med el-cykler.
Med den rette teknologi vil det i fremtiden også være muligt at benytte elbilerne som en form
for ellager, der kan opbevare energien og levere en større mængde strøm fra vedvarende
energi til det konventionelle elnet, og dermed give et generelt mere økonomisk, driftsikkert
og bæredygtigt energisystem.
Til redaktionen: Yderligere oplysninger fås hos pressechef i Post Danmark Morten O. Nielsen
på 33 61 60 01
Relevant information
http://www.postdanmark.dk