27/08-10
-
Pressemeddelelse
Skolelever skal lære af tv-programmer på nye måder
Lærerne i grundskolen får nu nye muligheder for at inddrage film og tv-udsendelser i undervisningen. Som de første præsenterer Center for Undervisningsmidler (CFU) nu pædagogiske interaktive undervisningsforslag til fx Emil fra Lønneberg, tv-udsendelser om korncirkler og ufoer eller om den kolde krig.
Vi kender alle historier om, at grundskolens landkort og skolebøger er for gamle, og de tekniske muligheder i skolerne begrænsede. CFU introducerer nu en række nye pædagogiske materialer, der skal styrke skolernes anvendelse af udvalgte film og tv-programmer.
Lær svensk med Emil
Med de nye materialer kan selv helt små skolebørn fx oversætte sekvenser af Emil fra Lønneberg til dansk eller selv fortolke og indtale fortæller-stemmen som en anden Thomas Winding, fortæller film- og it-konsulent fra CFU Susanne Gjessing:
"Det er en helt ny metode at tage udgangspunkt i lydsiden på en tv-udsendelse og bruge den som platform for forskellige typer af læreprocesser. Jeg forestiller mig fx, at denne metode på sigt kan bruges til at lære engelsk og tysk på nye måder, og at den kan blive et vigtigt redskab i specialundervisningen," siger Susanne Gjessing, som har arbejdet med it, film og tv i undervisningen de sidste 20 år.
Gå-hjem-møde
CFU introducerer de første undervisningsforslag til forskellige tv-udsendelser på et gratis gå-hjem-møde tirsdag den 5. oktober på Center for Undervisningsmidler i København, hvor alle er velkomne.
CFU står over for betydelige nedskæringer
De danske centre for undervisningsmidler står overfor betydelige nedskæringer som følge af den politiske aftale om økonomisk genopretning, der blev vedtaget før sommer, og som forventes at ville indgå i finansloven for 2011. De kommende besparelser forventes på landsplan at ville udgøre 10 mio. kr. i 2011, 60 mio. kr. i 2012 og 80 mio. kr. i 2013.
"Vi står overfor betydelige effektiviseringskrav, som vi skal finde ud af, hvordan vi vil løse. Det bliver ikke let, og det vil da få konsekvenser. Men jeg håber da, at vi fortsat vil kunne finde måder, hvorpå vi kan levere gode tilbud til de 647 uddannelsesinstitutioner i hovedstadsområdet", siger Bjørn Ilsøe, der er chef for CFU ved Professionshøjskolen UCC i hovedstaden.
Yderligere oplysninger:
Læs mere under nyheder på
www.ucc.dkHer kan også læses "Fakta om CFU" om centrenes udlån og økonomi
Kontakt:
CFU-chef Bjørn Ilsøe, 41 89 73 94
kommunikationschef Søren Jensen, 41 89 70 60
Relevant information
http://www.ucc.dk
Firma
Professionshøjskolen UCC
Buddinge Hovedgade 80
2860 Søborg,
Danmark
41 89 70 60
http://www.ucc.dk