30/07-10
-
Pressemeddelelse
Optagelsestallene til de videregående uddannelser bekræfter fremgangen for professionsuddannelserne
"Det, der sidste år var et knæk i kurven efter flere års stagnerende eller faldende søgning til vores uddannelser, tør vi nu tro på, er begyndelsen til en mere stabil stigende tendens, så vi kan imødekomme behovet for højt uddannet arbejdskraft til de store professioner og erhverv, som professionshøjskolerne uddanner til", siger Laust Joen Jakobsen, formand for Professionshøjskolernes Rektorkollegium.
Tallene for optag viser en samlet stigning til professionshøjskolesektorens uddannelser på 13 pct. og sektoren står dermed for den største stigning i optaget. Stigningen til sektorens tre største uddannelser er på henholdsvis 13 pct. på Læreruddannelsen, 12 pct. på Pædagoguddannelsen og 10 pct. på Sygeplejerskeuddannelsen.
Heller ikke i år er der ledige pladser på Jordemoderuddannelsen, Radiografuddannelsen og Fysioterapeutuddannelsen, som alle tre er centralt dimensionerede. Her er der fyldt totalt op på landsbasis, så man ikke kan blive optaget på den pågældende uddannelse, selvom man flytter sig.
Men ellers er billedet generelt, at man kan blive optaget på sin ønske-professionsuddannelse, hvis man er villig til at flytte efter det. Selv med den store stigning i optaget på læreruddannelsen er der endnu ledige pladser. Kun i Århus og på to af de tre lærerudbudssteder i hovedstaden (UCC/Zahle og Metropol/Frederiksberg) er der ingen ledige pladser.
Sygeplejerskeuddannelser er fyldt op i København, Hillerød, Odense og Århus. Men på landsplan ligger optaget under den samlede dimensionering, og med 244 ledige pladser på sygeplejerskeuddannelsen i alt på landsplan kan man stadig blive optaget, hvis man er villig til at flytte eller pendle efter det.
Der er fyldt op på pædagoguddannelsen på UC Nordjylland, men ellers er der ledige pladser på de øvrige seks professionshøjskoler i landet, selvom der kan være enkelte af de lokale udbudssteder i de seks professionshøjskoler, hvor der er fyldt op. Optagelsestallene til professionshøjskolernes uddannelser samt udviklingen i sektorens optagelsestal fra 2008-2010 offentliggøres på Professionshøjskolernes Rektorkollegiums hjemmeside på www.uc-dk.dk.
Laust Joen Jakobsen glæder sig over stigningen: "Det store optag til vores uddannelser er et godt tegn, for der er brug for velkvalificeret arbejdskraft både i de store offentlige velfærdsprofessioner og på det private arbejdsmarked, når de unge mennesker om tre-fire år står med eksamensbeviset i hånden".
Se også udviklingen i
antallet af tilbudte studiepladser (optaget) fra 2008 til 2010 her (PDF)
Relevant information
http://www.uc-dk.dk
Firma
Professionshøjskolernes Rektorkollegium
Ny Vestergade 17, st.tv.
1471 København K ,
Danmark
+45 2960 5988
http://www.uc-dk.dk
Modtag nyheder fra Professionshøjskolernes Rektorkollegium på mail
Tilmeld dig her