08/02-11
-
Pressemeddelelse
Konflikt på CSC nærmer sig
Selvom PROSA/CSC er villige til at give CSC mulighed for at forhandle alle overenskomster under ét i 2012, nærmer en konflikt sig.
CSC's lockoutvarsel, der efter CSC's korrektioner nu omfatter 120 ansatte, kan træde i kraft onsdag den 9. februar ved arbejdstids begyndelse.
Håbet om en forhandlingsløsning svinder, efter at mødet i Forligsinstitutionen fredag den 4. februar ikke umiddelbart førte til reelle forhandlinger mellem parterne.
Det eneste emne, der forhandlingsmæssigt blev berørt, var CSC's ønske om bortfald af tryghedsaftalen. Den forhandling førte desværre ikke til noget resultat, og det meddelte parterne i fællesskab Forligsmanden. Det betød, at begge parter blev sendt hjem med besked om at tænke sig rigtig grundigt om - inden vi skal møde i Forligsinstitutionen igen i dag tirsdag den 8. februar kl 16. Dagen før lockoutvarslets ikrafttræden.
For PROSA giver det anledning til bekymring, at CSC tilsyneladende mener, at noget af det mest afgørende for virksomheden er, at få fjernet tryghedsbestemmelserne i PROSA/CSC's overenskomster. Tryghedsaftalen er medarbejdernes værn mod uhæmmet offshoring, og skal være med til at motivere ledelsen til den nødvendige efteruddannelse og omskoling, fordi den indeholder aftaler om bl.a. tryghedsgodtgørelser og frivillighed ved afskedigelse på grund af arbejdsmangel.
At CSC overhovedet forestiller sig, at alene PROSA/CSC, der overenskomstdækker ca. en tredjedel af medarbejderne, skulle give afkald på den tryghedsaftale, mens de øvrige foreninger bevarer deres tilsvarende tryghedsaftaler, virker helt hen i vejret. Specielt i en situation, hvor et større antal medarbejdere ifølge ledelsen risikerer afskedigelse. Hvem mon så lige bliver fyret først?
Kravet om bortfald af tryghedsaftalen står ikke alene. CSC's liste med radikale krav, der vil undergrave en stor del af den eksisterende overenskomst, vedrører endvidere emner som:
· Bortfald af lønskala og automatisk lønregulering - indførelse af individuel lønfastsættelse.
· Indførelse af funktionsløn med arbejde i op til 45 timer i gennemsnit over 8 uger uden kompensation.
· Lønreduktion med 10%.
· Øget effektiv arbejdstid - afspejlet i krav til forringelser omkring frokostpause, seniorordning, fridage, kompensationer mv.
· Hertil kommer en række krav, som skal svække fagforeningens mulighed for kontrol med, at overenskomsten overholdes.
CSC begrunder kravene til PROSA/CSC med virksomhedens aktuelle økonomiske og konkurrencemæssige situation.
PROSA/CSC har sagt ja til at deltage i en drøftelse af, hvad der kan gøres med henblik på at gøre CSC til en god og sund virksomhed, men har i den forbindelse pointeret, at drøftelser af den karakter må finde sted med alle overenskomstparter på CSC i fællesskab. Ligesom PROSA/CSC mener, at den slags forhandlinger kun kan ske uden en konflikt hængende over hovedet.
PROSA/CSC er endda villige til at give CSC mulighed for at forhandle alle overenskomster under eet, ved at afslutte den igangværende overenskomstforhandling med en simpel vedligeholdelsesoverenskomst med genforhandling sammen med de øvrige foreningers overenskomster til marts 2012.
PROSA/CSC håber fortsat på, at CSC besinder sig, så det vil være muligt at finde en forhandlingsløsning. Gør de ikke det, har PROSA/CSC fået grønt lys fra medlemmerne til at udsende andet strejkevarsel, såfremt Forligsmanden meddeler, at han opgiver at opnå et resultat. Lige nu forberedes et strejkevarsel, der rammer så effektivt som muligt, med henblik på at få afsluttet en evt. konflikt så hurtigt som muligt.
Relevant information
http://www.prosa.dk
Firma
PROSA
Vester Farimagsgade 37A
1606 København V.,
Danmark
33364767
40114123
http://www.prosa.dk