Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
03/03-11   -   Pressemeddelelse

Crimestat skal reducere kriminalitet i detailhandlen

Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv er gået aktivt ind i kampen mod røveri, indbrud, hærværk og butikstyveri i detailhandlen. "Midlet" er mere og hurtigere information om forbrydelserne, så forretningerne bedre kan sikre sig, og politiet får bedre spor til efterforskningen. Tågesikringsproducenten Protect sponserer nyskabelsen og byder ind med sine faglige erfaringer om sikring.

De senere år er kriminaliteten begyndt at ramme nye steder. De kriminelle har fået nye mål. De går stadig efter stederne, hvor de kan få de største værdier på den nemmeste måde. Men i takt med at banker og andre mål sikres mere effektivt, går en stor del af kriminaliteten nu ud over detailhandlen og dens ansatte.

"Dansk Erhverv repræsenterer 20.000 virksomheder og mere end 100 brancheforeninger inden for serviceerhvervene - herunder størstedelen af dansk detailhandel. Det betyder selvfølgelig, at en del af den kriminalitet, vi ser i dag, også rammer vores medlemmer," fortæller sekretariatschef Torben E Hoffmann Rosenstock, Dansk Erhverv og fortsætter:

"Ved hver lovovertrædelse får medlemmerne en mængde oplysninger, der kan bruges præventivt. Vi ved, at de fleste kriminelle gentager deres forbrydelser. Så når man kender deres adfærdsmønstre, kan man bedre iværksætte forebyggende foranstaltninger og bremse forbrydernes aktiviteter. Crimestat drives i et tæt samarbejde med politiet og erhvervslivet. Erhvervslivet leverer oplysninger om hændelserne, som opsamles og systematiserer i Crimestat for at styrke butikkerne i det forebyggende arbejde, mens politiet står for opklaringsarbejdet."

Protect støtter Crimestat

Den danske tågesikringsproducent Protect blev så begejstret for projektet, da de hørte om det, at de valgte at indgå i et partnerskab.

"Crimestat er en genial ide. Viden er magt - man kan jo kun sikre sig, hvis man kender modstanderens metoder og "våben". Og sikring af værdier er en alvorlig sag, hvor risikoen skal analyseres og nøje vurderes, før man kan vælge den optimale sikringsløsning i det konkrete tilfælde," udtaler adm. direktør Poul Dalsgaard, Protect.

Erhvervslivet er udsat

I 2010 blev der ifølge Danmarks Statistik anmeldt i alt 88.211 forbrydelser, der kan relateres til erhvervslivet og herunder detailhandlen (32.903 indbrud i banker, forretninger mv; 20.259 butikstyverier mv; 3.033 røverier (excl. hjemmerøverier); og 32.016 tilfælde af hærværk). Det er meget høje tal, der af hensyn til medarbejderne og butikkerne bør kunne reduceres væsentligt.

Tallene fra Danmarks Statistik er interessante, men de fortæller ikke meget om, hvordan, hvornår og hvor kriminaliteten er begået. Derfor er det meget svært for detailhandlen at sikre sig imod gentagelser. Og samtidig vanskeligt for dem at hjælpe politiet i deres arbejde med at opklare forbrydelserne. Det besluttede erhvervsorganisationen Dansk Erhverv for et år siden at gøre noget ved. Sammen med organisationens medlemmer, der blandt andet er en række af landets største butikskæder - som for eksempel Rema 1000, JYSK, XL-BYG, STARK, Dansk Supermarked og Coop - etablerede man databasen Crimestat. Ud over Dansk Erhvervs egne medlemmer har en del andre detailhandlere valgt at deltage i det kriminalpræventive arbejde, der er gratis.

Viden om kriminalitet kan deles

I praksis har hver butikskæde en ansvarlig, der har adgang til Crimestat-databasen. Når en af deres butikker er udsat for fx et indbrud, rapporterer de ansatte til den ansvarlige i deres kæde, der indtaster oplysningerne i databasen. Oplysningerne om tid, sted, gerningsmænd, gerningsvåben, eventuel videodokumentation og andre detaljer om forbrydelsen systematiseres og vil herefter være synlige for alle medlemmer af Crimestat. Det betyder samtidig, at medlemmerne kan advares om nye tilfælde af kriminalitet i deres område.

Af hensyn til reglerne om beskyttelse af persondata er der dog en del oplysninger, som ikke må lagres i Crimestat. Men de oplysninger som indtastes er alligevel yderst brugbare for andre kæder og butikker. Hvis fx flere butikker rapporterer om røverier i en del af landet, hvor røverne tiltvinger sig adgang via lageret, kan andre butikker i området være endnu mere opmærksomme på aflåsning af de alternative adgangsveje. Oplysningerne er også uhyre interessante, når butikkerne skal vælge indbrudssikring og de ansatte skal uddannes i håndteringen af kriminaliteten.

Dansk Erhverv oplever, at der er stor politisk velvilje til de nye kriminalpræventive tiltag, og ser meget gerne, at det bliver muligt at inddrage detailhandlen og private i langt højere grad herhjemme, som man allerede i dag gør det i udlandet.

"Vi så gerne, at Politiet offentliggjorde langt flere fotos og videoer af kriminelle og kriminalitet på www.politi.dk - på samme måde, som man ser det i England på www.crimestoppers-uk.org. Det ville inddrage mange flere borgere, der kunne hjælpe med oplysninger. Nordsjællands Politi inddrager jo i dag med succes borgerne med SMS'er om indbrudstyve i lokalområderne. På samme måde kunne man inddrage og advare detailhandlen, når der var røverier eller indbrud i lokalområderne," slutter Torben E Hoffmann Rosenstock.

Poul Dalsgaard vil med stor interesse følge med i arbejdet med Crimestat. "Vi vil benytte er faringerne fra detailhandlerne til at optimere vore tågekanoners ydelser samt stå til rådighed for dem, når de skal sikre deres butikker på den mest effektive måde," slutter han.

Dansk kvalitet

Siden Protect blev etableret i 2001 har man produceret og installeret over 40.000 anlæg med tågesikring over hele verden. De er installeret hos så vidt forskellige kunder som undervisningsinstitutioner, optikere, guldsmede, radio-/TV- og IT-forhandlere, tankstationer og i sommerhuse. Blandt andet har Jyske Bank ladet sine 120 afdelinger sikre med tågekanoner, så bankernes dyre møbler, AV- og IT-udstyr ikke bliver stjålet. På samme måde har f.eks. Georg Jensens design-forretning på Strøget i København sikret sig med tåge, ligesom JYSK og REMA 1000 har sikret deres butikker.

Den lokale kontakt til kunderne varetages af et landsdækkende net af certificerede alarminstallatører og forhandlere, som besidder stor kompetence og erfaring inden for installation og drift af Protects produkter.

#####

Yderligere oplysninger:

Protect A/S
Jegstrupvej 30, 8361 Hasselager
Telefon +45 8672 1881, fax: +45 8672 1882
mailto:info (AT) Protect.dk - www.Protect.dk
administrerende direktør Poul Dalsgaard, mobil +45 4030 0020

Pressekontakt:
journalist Per Raahauge, +45 2170 7979

(Foto i høj opløsning kan rekvireres på protect (AT) 2pr.dk eller hentes på www.2pr.dk - ligesom generelle fotos, der viser tågesikring i funktion kan hentes på www.Protect.dk under "Kontakt" og "Presserum".

Om Protect A/S:

Protect A/S udvikler og producerer tågekanoner til tyverisikring af værdier. Fabrikationen forgår i Danmark. Tågekanoner monteres sammen med traditionelle tyverialarmer. Når alarmen aktiveres lægges rummet i en tåge, så tyven ikke går derind. Og er han inde i rummet, når tågen spredes, er det umuligt at finde værdigenstande at stjæle.

Protect A/S blev etableret i 2001 og ejes i dag af selskabets administrerende direktør Poul Dalsgaard samt Knud V. Lauridsen og Claus Damgaard.

Protect A/S har en samarbejdsaftale med hovedparten - flere end 300 - af alarm-installatørerne i Danmark. Protect A/S dækker over 95 % af markedet for tågekanoner i Danmark.

I udlandet har Protect A/S et net af distributører med "ene-distributører" i flere end 40 lande, der sælger over halvdelen af produktionen. Tallet er stærkt stigende.

Protect A/S har i dag 10 medarbejdere, der beskæftiger sig med administration, udvikling, salg og markedsføring, mens produktionen af tågekanoner er outsourcet til en Århus-virksomhed med speciale i avanceret elektronik.

Sortimentet består i dag af tre grundmodeller: Protect 600, Protect 1100 og Protect 2200, som er dimensioneret til rum af forskellig størrelse. Protect's produktportefølje indeholder også Protect SECURITY STROBE - en stroboskoplampe, der forstærker tågens virkning.

Fra kundelisten kan nævnes: Bang & Olufsen, Jyske Bank, JYSK, Georg Jensen, Pilgrim, REMA 1000, MATAS, Profil Optik, Telekæden, TDC, Statoil, Bank of Ireland, Bauhaus, SPAR, Intersport, samt en lang række skoler og undervisningsinstitutioner.

Flere oplysninger om Protect A/S og tågesikring kan hentes på www.Protect.dk.

Relevant information

http://www.protect.dk


Pressekontakt


Firma

Protect A/S
Jegstrupvej 30
DK-8361 Hasselager, Danmark

  2170 7979

http://www.protect.dk

Modtag nyheder fra Protect A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.