08/04-10
-
Pressemeddelelse
Store personligheder medvirker i mindre erhvervsmagasin
Den 2. udgave af erhvervsmagasinet til ledere, LEDEREN, udkom torsdag den 25. marts. På trods af at LEDEREN stadig er et ungt magasin, byder nyeste nummer på interviews og videoklip med flere kendte og aktuelle personligheder.
Hovedtemaet for denne udgave er branding, og derfor præsenteres et interview med et af Danmarks stærkeste personlige brands. Nemlig Suzanne Bjerrehus. I et åbent og ærligt interview fortæller Suzanne Bjerrehuus, hvad begrebet personlig branding har betydet for hende, og hvor bevidst hun er om det i sin hverdag.
For også at belyse begrebet corporate branding har LEDEREN talt med adm. direktør i Toms, Jesper Møller. Interviewet omhandler det problem at have et "usundt" brand i en helsefikseret verden, men Jesper Møller kommer i løbet af vores samtale også ind på problemerne omkring børnearbejde på kakao-farme. Noget som vi valgte ikke at have fokus på, men det var netop dette problem, der - kort tid efter interviewet med LEDEREN fandt sted - bragte Toms og Jesper Møller gennem et mindre stormvejr i de danske etablerede medier.
Ligesom i 1. udgave af LEDEREN, er der også faste rubrikker, der ikke relaterer sig til hovedtemaet. I de faste rubrikker præsenterer LEDEREN ligeledes kendte personligheder, og i rubrikken "bag om en leder" stiller LEDEREN 5 skarpe spørgsmål til ligestillingsminister Lykke Friis.
Ydermere er det muligt at se ledelseskonsulent og forfatter Peter Horn fortælle om personlig branding, se og læse LEDERENS holdning til emnet branding, læse om en mindre virksomheds csr-politik, få værktøjer til at lære dig selv at kende bedre som leder og meget mere.
LEDEREN kan ses på www.magasinet-lederen.dk
Hvad er LEDEREN?
LEDEREN er et e-magasin, der henvender sig til ledere, og ligesom en leder i en avis ønsker vi at påvirke, inspirere og oplyse læseren. Med en grundfilosofi om at resultater nås gennem mennesker, giver LEDEREN et nyt indblik i de udfordringer, man som leder møder i sit virke. Bag LEDEREN står konsulenthuset PS4. Nærmere betegnet stiftere og PS4 partnere, Karin Jessen og Bo Zoffmann. De er begge redaktører på Børsens ledelseshåndbog, og i løbet af årene har de tilsammen arbejdet med flere tusinde ledere.
Med en nysgerrig og uhøjtidelig tilgang er der i hvert nummer interviews og videoklip med kendte ledere og eksperter. På den måde får læseren et inspirerende overblik over, hvad der rører sig, og hvordan andre ledere tænker. Oftest er man bekendt med en offentlig kendt leders handling. I LEDEREN får man et kig ind i kendte lederes tanker, bevæggrunde og motivationsfaktorer. LEDEREN udkommer fem gange årligt, og hver udgave har et hovedtema, som belyses og beskrives således, at man som læser ikke kan undgå at blive bare en lille smule klogere.
Relevant information
http://www.ps4.dk
Firma
PS4 A/S
Dr. Tværgade 30, 4. sal
1302 København K,
Danmark
+45 70 27 85 85
+45 20 15 45 59
http://www.ps4.dk