23/02-11
-
Pressemeddelelse
Børn og søvn
Overlæge fortæller om børns søvnvaner på Randers Bibliotek
Søvnproblemer er almindelige. 25% af alle børn oplever det og børns søvnproblemer påvirker i høj grad familien. Hvis man er en af de mange forældre, der lige vil nå at støvsuge nullermændene op, sætte det beskidte vasketøj over og rydde gulvet for legetøj, før barnet skal sove, skal der måske stoppes op:
"Småbørnsforældre skal ofte nå en hel masse så de kan slappe af, når børnene sover. Men børn har brug for opmærksomhed fra forældrene, ro og ritualer, så de kan falde i søvn. Forældre bør i stedet opbygge en hyggetid, hvor de slapper af sammen med børnene og er opmærksomme på deres behov," siger Jan Ovesen, overlæge i ScanSleep og specialist i søvnmedicin.
Den 2. marts kl. 19.00 i Salen på Randers Bibliotek kan man høre Jan Ovesen i et foredrag om børn og søvn. Foredraget, der koster 50 kr. at overvære, er for forældre til småbørn og skolebørn og fagfolk. Foredraget er arrangeret i samarbejde med Randers Sundhedscenter.
Relevant information
http://www.randersbib.dk