23/02-11
-
Pressemeddelelse
Lær om slægtsforskning i bogbussen
Flere og flere kaster sig over slægtsforskning. Det er blevet en populær hobby, som mange er blevet bidt af, efter de har givet sig i kast med den.
Der er flere grunde til, at slægtsforskning er blevet en folkedille i disse moderne tider. En af dem er formentlig, at det er blevet lettere at gå på "anejagt". Der er faktisk så mange muligheder, at det efterhånden kan være svært at danne sig et overblik. Det gør Randers Bibliotek nu noget ved. Lørdag d. 26. februar sætter vi fokus på slægtsforskning i bibliotekets bogbus, som holder ved Randers Storcenter fra kl. 11-14. Her kan du få gode tips til, hvordan du kommer i gang, og hvor du finder oplysninger omkring dine oldeforældres fødested.
Vi viser bl.a., hvordan du hjemmefra kan benytte Internettet til at grave efter dine rødder. Tidligere skulle man ofte foretage en længere rejse til et landsarkiv for at søge i kirkebøger og andre kilder. Men nu ligger næsten samtlige danske kirkebøger op til år 1925 på webstedet Arkivalieronline - det er bare at gå i gang med at bladre!
På dagen giver vi også en introduktion til databaser, hvor du kan søge på dine forfædre, og til hjemmesider, hvor du kan stille spørgsmål og få hjælp til at tyde den vanskelige håndskrift, som gamle dokumenter kan være skrevet med.
Bogbussen holder ved Kvickly-indgangen kl. 11-14, og du er velkommen med dine spørgsmål i hele åbningstiden.
Relevant information
http://www.randersbib.dk