18/11-10
-
Pressemeddelelse
Randers skal være UNICEF By 2011
Events og arrangementer skal igennem året bidrage til at støtte børn i Uganda.
UNICEF Danmark har udpeget Randers til at blive årets UNICEF By i 2011. Udnævnelsen kommer som en forlængelse af kommunens nuværende initiativ Randers Millennium.
UNICEF By 2011 er hele kommunens samlingspunkt.
Kultur, sport, leg og glæde i Randers skal nemlig være med til at støtte et UNICEF-projekt Uganda.
Konkret handler UNICEF By 2011 om at samle penge ind til et børneprojekt i Karamoja, der ligger i det nordøstlige Uganda. Fokus i dette projekt er skolegang, sundhed og sport som middel til at løse konflikter
- Jeg opfordrer alle i Randers, uanset om de er borgere, foreninger eller virksomheder til at træde i arbejdstøjet og deltage aktivt i UNICEF By 2011. Det er en unik mulighed for Randers. Lad os vise at vi kan stå sammen om at gøre en rigtig god gerning, siger borgmester Henning Jensen Nyhuus.
Randers Kommune skal udover indsamlingen desuden i hele 2011 forestå et oplysningsarbejde om FNs børnekonvention og børns vilkår i udviklingslandene.
- Via Randers Millennium har kommunens pædagogiske udvikling i forvejen sat gang i nye undervisningsprogrammer med fokus på Uganda. Samtidig har UNICEF en del kvalificeret undervisningsmateriale. Vores folkeskoler har dermed den bedste mulighed for at give eleverne en større global forståelse, supplerer Henning Jensen Nyhuus.
Startskuddet til UNICEF By 2011 lyder den 20. januar, hvor Randers overtager stafetten fra Esbjerg. Dermed bliver Randers den niende by siden 1998, der får titlen "Årets UNICEF By".
- Vi er utrolig glade for, at Randers har taget imod udfordringen. Vi har haft et par møder allerede, og vi er ikke i tvivl om, at man i Randers virkelig vil tage godt imod udfordringen, siger generalsekretær i UNICEF Danmark Steen M. Andersen.
Samtidig med at UNICEF By 2011 sætter fokus på børnene i Karamoja, så fortætter Randers Kommune partnerskabet med Mbale, som kommunen etablerede i januar 2009.
- Igennem hele 2011 vil initiativet Randers Millennium fokusere på begge ugandiske områder. Og der er ingen tvivl om at arbejdet med UNICEF Byen vil betyde, at vi som kommune kommer til at høste nye erfaringer, der fremover vil være til gavn for kommunens millennium-initiativ, slutter borgmester Henning Jensen Nyhuus.
Alle som har en god ide til UNICEF By 2011 kan kontakte kommunen på: unicefby@randers.dk
Læs mere om projektet i Karamoja på www.unicefby.randers.dk
På hjemmesiden kan man blandt andet se rapperne Ufo og Yephas støttevideo.
Derudover findes der henvisninger til skolemateriale og spil, der handler om livet i Karamoja.
Man kan i øvrigt også blive fan af UNICEF By 2011 via Facebook.
Relevant information
http://www.randers.dk