27/01-11
-
Pressemeddelelse
Vinterferien byder på masser af oplevelser på Randers Bibliotek
Mød lyslevende klovne, lav smykker eller bank far og mor i computerspil. Randers Bibliotek inviterer hele ugen på oplevelser for både store og små.
Hovedbiblioteket starter ugen ud med en Retro Spilleaften, hvor det er muligt at banke mor eller far i de computerspil, som de styrede for vildt, da de var unge!
Der er også musik og gøgleri. Biblioteksmusikanten Peter Elmelund underholder de mindste og de lidt større med sang og guitar. Det Flyvende Kuffertcirkus optræder med jonglering, ild og en frygtelig masse snak. Bagefter kan børnene prøve kræfter med de forskellige cirkusløjer, når Cirkusskolen slår dørene op for publikum.
Er man mere til det kreative og drømmer om at lave smykker eller at få en tatovering, så kom på biblioteket. Anine Kaas viser, hvordan man designer eget armbånd, broche eller halskæde i minihamaperler. Man kan også få airbrush tattoos på både arme og kinder. De forsvinder efter et par dage.
På Langå Bibliotek byder vinterferien på et godt grin. De to klovne Chalie og Binalto optræder med forestillingen "Forvandlingen". Her bliver børnene langsomt ført ind i klovnens effektfulde verden, og handlingen samt tempoet er roligt og fascinerende.
Sidst men ikke mindst er der mulighed for at deltage i Børnebibliotekets spændende konkurrence om biografbilletter og filmplakater. Man kan deltage i bogbussen, på lokalbibliotekerne og på Hovedbiblioteket, Kulturhuset.
Læs mere om arrangementerne og om tilmelding på www.randersbib.dk/detsker
Randers Bibliotek
Stemannsgade 2
8900 Randers C
Tlf.: 87 10 68 00
Fax: 87 10 68 08
Email: hovedbiblioteket@randersbib.dk
Relevant information
http://www.randers.dk