Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
12/03-12   -   Pressemeddelelse

Pas på verdens skove - også de svenske

Snakken om bæredygtighed og FSC-mærket gælder ikke kun de tropiske træsorter. Også skovene i Europa er truet af rovdrift og spolerede økosystemer, advarer Verdens Skove.

Naturen i de europæiske skove har det svært. Grundvand og dyreliv lider under brugen af pesticider, og intens skovdrift har gjort naturens egne økosystemer skrøbelige.

"Det er en misforståelse, at det kun er i troperne, den er gal. Naturen i de europæiske skove har det ikke særlig godt," siger Jakob Ryding, der arbejder som teknisk rådgiver for organisationen Verdens Skove.

Knap halvdelen af de truede dyr og planter i Danmark og Sverige lever eksempelvis i skovene. I de store svenske skove kæmper således 1800 forskellige truede dyr og planter for at overleve, mens det ene vognlæs fældede træer køres ud af skoven efter det andet for at blive til bordplader, reoler og vinduesrammer hjemme hos forbrugerne.

Derfor er det ikke kun relevant at tale om bæredygtighed og FSC-mærket, når de gælder de tropiske træsorter, fortæller Jakob Ryding. Det er også vigtigt at købe med omtanke, når det gælder fyr, birk og andre europæiske træsorter.

To FSC-produkter ikke nok
"Heldigvis begynder vi at se mange flere FSC-mærkede produkter på markedet," siger Jakob Ryding.

Han fortæller, at der eksempelvis findes rigtig mange FSC-mærkede havemøbler, og at køkkenproducenterne også er begyndt at rykke på sig for at skaffe de tre små bogstaver. I møbel- og byggebranchen går det knap så hurtigt. Mange producenter tilbyder ganske vist et eller to FSC-mærkede produkter, men lader så resten af deres sortiment være uden garanti for bæredygtighed.

Derfor var det et usædvanligt sats, da en stor dansk vinduesproducent som Rationel for to år siden besluttede, at alle dens vinduer skal produceres af træ fra bæredygtige skove.

"Nok er vi sat i verden for at sælge de bedst mulige vinduer til den bedst mulige pris, men det skal ikke ske på bekostning af verdens skove," siger Morten B. Valsted, der er marketingschef hos Rationel.

Fra 0 til 99,7 procent
Han fortæller, at Rationel hvert år producerer mere end 300.000 vinduer og døre lavet i nåletræ fra de nordeuropæiske skove. Det bliver til temmelig mange vognlæs om året. Kun ved at sikre sig det lille FSC-mærke, kan vinduesproducenten og dens kunder være sikre på, at de store mængder træ er fældet med omtanke for dyr, planter og mennesker, og at der ikke fældes mere træ, end skoven selv kan nå at reproducere.

"Uden FSC-mærket, ingen garanti. Derfor gik vi i gang med det samme," siger Morten B. Valsted.

Enkelte af vinduesproducentens leverandører var allerede FSC-certificerede i forvejen. Resten skulle opkvalificeres til at blive det - en proces, der kan være både omstændelig og lang. På halvandet år lykkedes det imidlertid at gå fra 0 til 99,7 procent FSC-certificeret træ i samtlige vinduer, der forlader Rationels fabrikker.

"Det er meget ambitiøs og meget imponerende," siger Jakob Ryding fra Verdens Skove, der netop arbejder som rådgiver inden for certificering og bæredygtig skovforvaltning. "Jeg så gerne, at andre virksomheder gik lige så helhjertet efter FSC-mærket og ikke nøjedes med at certificere enkelte produkter. Så ville indsatsen virkelig rykke."

Hos Rationel er de glade for resultatet, men ikke helt tilfredse, før FSC-mærket klæber til de sidste 0,3 procent af vinduerne.

"Vi plejer at sige, at vi leverer vinduer med omtanke. Derfor arbejder vi videre - det er da klart," siger Morten B. Valsted.

Relevant information

http://www.rationel.dk/


Billeder


Pressekontakt


Firma

Rationel Vinduer
Dalgas Allé 7
7400 Herning, Danmark

  +45 72 21 11 00
  +45 50 72 35 35

http://www.rationel.dk

Modtag nyheder fra Rationel Vinduer på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire