Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
15/08-12   -   Pressemeddelelse

Nye skolebøger lige ud af vinduet

Varmen fosser ud af nedslidte danske folkeskoler. Vestre Skole i Silkeborg skiftede for fire år siden de gamle vinduer ud med nye og har siden sparet over 80.000 kroner på varmeregningen hvert år.

En stor del af varmen på de danske folkeskoler siver ud af klasseværelserne uden at kunne mærkes andre steder end på de kommunale budgetter. Ifølge Statens Byggeforskningsinstitut kunne kommunerne spare omkring 500 millioner kroner om året på el og varme med en systematisk energirenovering af folkeskolerne.

Vestre Skole i Silkeborg havde også en tårnhøj varmeregning, indtil kommunen for fire år siden investerede i nye, moderne vinduer til den snart firs år gamle skole. Det var på ingen måde frås, fortæller Jørgen Jakobsen, der arbejder som teknisk servicemedarbejder på Vestre Skole i Silkeborg.

"Gardinerne blæste ind i hovedet på eleverne. Vinduerne i hovedbygningen var de originale fra 1933. De var simpelthen så utætte," siger han.

I stedet for de gamle vinduer i et lag glas er Vestre Skole nu udstyret med 280 moderne lavenergivinduer. Og det kan mærkes både på indeklimaet og varmeregningen.

"Det trækker ikke længere ind. Det betyder enormt meget både for børn og voksne," siger Jørgen Jakobsen. "Samtidig har vinduerne fra Rationel reduceret vores varmeregning med cirka 20 procent. Det er meget at spare. Det svarer cirka til 80-90.000 kroner på et år."

Når en gammel skole kan spare så mange penge alene ved at skifte vinduer, skyldes det de senere års landvindinger inden for vinduesteknologien, forklarer Thomas W. Hansen, der arbejder som teknisk rådgiver for vinduesproducenten Rationel.

"Vinduerne er ikke længere et sted, hvor varmen slipper ud. Moderne ruder kan tværtimod bidrage positivt til det samlede varmeregnskab, fordi de ikke bare isolerer godt, men også udnytter solens lys bedre end vinduer, der er bare 15 år gamle," siger Thomas W. Hansen.

Vinduerne på Vestre Skole fungerer således som en slags gennemsigtig radiator. For at undgå steghede klasseværelser om sommeren er ruderne på den sydvendte facade udstyret med solfilm, som både mindsker risikoen for overophedning og bremser solens uv-stråler.

"Det er fuldført det hele," siger Jørgen Jakobsen. "Der er ikke engang nogen vedligeholdelse længere."

Fakta

- Ifølge Statens Byggeforskningsinstitut kunne de danske skoler spare 500 millioner kroner om året på el og varme, hvis de blev energirenoveret. Alene deres varmeforbrug kunne sættes ned med 50.000 MWh om året - det svarer til det samlede årlige forbrug for knap 3000 husstande.

- Over halvdelen af de danske folkeskoler har problemer med indeklimaet, viser en undersøgelse foretaget af organisationen Skole og Samfund. Hver femte skole har problemer med svamp, hver tredje med træk og kulde.

- Ifølge DR gav Arbejdsmiljøtilsynet i 2009 utilfredse smileys til 53 procent af de besøgte folkeskoler. Dermed har børn i skolerne langt dårligere arbejdsforhold end forældrene på arbejdspladserne.


Relevant information

http://www.rationel.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Rationel Vinduer
Dalgas Allé 7
7400 Herning, Danmark

  +45 72 21 11 00
  +45 50 72 35 35

http://www.rationel.dk

Modtag nyheder fra Rationel Vinduer på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire