Danskerne skal blive bedre til at sikre deres hjem mod indbrud, mener Det Kriminalpræventive Råd. Vinduer og døre i dårlig stand giver indbrudstyve alt for let spil.
Danmark er Europas mest indbrudsplagede land. Set i forhold til indbyggertallet sker der fire gange flere indbrud hos danskerne end hos svenskerne og seks gange flere end hos tyskerne. Det viser tal fra EU's statistikorganisation Eurostat. Og det er der en god grund til.
"Vi er ikke gode nok til at sikre vores hjem," siger konsulent Merete Djurhuus fra Det Kriminalpræventive Råd.
Hun fortæller, at tyvene har for let spil i Danmark. 45.000 danske hjem blev sidste år brudt op, og tyvene foretrækker selvsagt huse med let adgang, hvor de typisk finder ind gennem vinduer og døre i dårlig stand.
"Tyven leder efter det svageste led, så det er en god ide at gennemgå låse og vinduesbeslag. Se på boligen med tyvens øjne og sørg for, at vinduer og døre er i ordentlig stand," siger hun og forklarer, at det er lynhurtigt at skrue glaslisterne af et vindue eller brække en lås op, hvis karmtræet er råddent, eller skudriglerne ikke er lange nok.
Moderne vinduer og døre er typisk udstyret med robuste beslag og limede ruder netop for at øge sikkerheden, fortæller Thomas W. Hansen. Han arbejder hos vinduesproducenten Rationel og rådgiver om blandt andet sikkerhed.
"Derudover kan man vælge yderligere tiltag for at gøre livet surt for tyvene. Det kan fx være en sikkerhedspakke med forstærkede lukkepunkter i låsen, ekstra stærke beslag eller laminerede ruder, der tager en lille evighed at knuse," siger Thomas W. Hansen.
For at optimere sikkerheden, udsætter Rationel sine produkter med sikkerhedspakke for en indbrudstest, fortæller rådgiveren. På vindueskoncernens udviklings- og testcenter i Ringkøbing er en række professionelle testmedarbejdere ansat - blandt andet til at forsøge at bryde vinduer og døre op.
"De har blandt andet en hobbykniv, en skruetrækker, et koben og 15 minutter til rådighed og må så ellers bruge alle deres kræfter på at bryde vinduet op," siger Thomas W. Hansen og fortæller, at vinduerne derefter skal igennem en mekanisk test, hvor de i ti sekunder bliver udsat for trækkræfter på henholdsvis 100 og 300 kg for at teste deres beslag.
Vinduerne består ikke, før de kan holde til det hele.
"Det manglede bare andet," siger Thomas W. Hansen. "Når vi nu ved, at tyvene går direkte efter vinduer og døre som husets svage punkter, så vil vi da gøre vores til, at de kommer til at gå forgæves."
Sådan sikrer du dig bedst mod indbrud
-Sørg for at vinduer og døre er i ordentlig stand, og at de er forsvarligt lukkede, når du ikke er hjemme. -Få huset til at se beboet ud. Brug for eksempel bevægelsessensorer på lyset udenfor og tænd/sluk-lamper indenfor. -Få hjælp af din nabo til at holde øje, tømme postkasse og parkere i din indkørsel. -Klip din hæk ned i 1,5 meters højde - det gør huset mindre attraktivt for en eventuel indbrudstyv, idet han er lettere at se for omgivelserne. -Sæt også en god lås på dit redskabsrum, for her findes redskabet til indbrud ofte.
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.