Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/05-14   -   Pressemeddelelse

60 år med træ og solidt håndværk

Den første ordre lød på 31 staldvinduer tilbage i 1954. Siden er produktionen steget pænt, og nu fejrer Rationel Vinduer sin 60 års fødselsdag med en konkurrence om vinduer og døre for 60.000 kroner inkl. moms. (vejl. priser)

Det begyndte i Sdr. Felding med en arbejdsom tømrermester og 31 staldvinduer. Siden tog den ene ordre den anden, og til maj kan tømrer Richard R. Nielsens virksomhed fejre 60 års fødselsdag under navnet Rationel Vinduer.

Rationel sælger i dag sine produkter både i Danmark og udlandet. Producenten er blandt de førende i branchen og sendte sidste år 350.000 topmoderne vinduer og døre ud fra sine fabrikker - både til renovering og nybyggeri, til klassisk og moderne byggeri og såmænd også til stalde.

"Vi kan stort set levere det hele - også når det gælder fremtidens energirigtige vinduer og døre," siger administrerende direktør, Thomas Tvedergaard Larsen. "Nok har vi udviklet os meget gennem årene, men princippet om det solide håndværk gælder stadig. Hos Rationel sætter vi en ære i god kvalitet."

Sådan er det, og sådan har det altid været. Rationels grundlægger Richard R. Nielsen lavede sit første vindue som ung tømrerlærling i 1932. Hans mester ejede ikke en maskine, alt blev lavet med håndkraft. Som udlært svend købte Richard R. Nielsen sit eget værksted, skaffede sig nogle moderne maskiner og byggede med tiden sin forretning op om det gode håndværk og vinduerne i træ.

"Det med træet har altid været et omdrejningspunkt for os." siger Thomas Tvedergaard Larsen.

Han fortæller, at samtlige vinduer og døre fra Rationel er bygget af træ. Selv alu-vinduerne har en indvendig kerne af træ og er blot beklædt med en udvendig skal af aluminium. Hovedparten af træet kommer fra nordeuropæiske, FSC-certificerede skove, og Rationel stiller skrappe krav til kerneandel, fugtindhold og åreringe - simpelthen for at sikre kvaliteten, forklarer Rationels administrerende direktør.

"Sådan må det nødvendigvis være at føre arven videre efter en dygtig håndværker. Fokus har siden 1954 været vinduer og døre, der holder. Det har vi ikke tænkt os at lave om på," siger Thomas Tvedergaard Larsen.


Vind for 60.000 kroner vinduer og døre (vejl. priser inkl. moms)
Rationel fejrer sin runde fødselsdag med en rask konkurrence om nye vinduer og døre til en værdi af 60.000 kroner inkl moms. Du kan deltage ved at klikke ind på www.rationel.dk/konkurrence senest den 31. maj. Den heldige vinder vil blive udtrukket i begyndelsen af juni.

Læs mere om Rationel på www.rationel.dk

Billeder


Pressekontakt


Firma

Rationel Vinduer
Dalgas Allé 7
7400 Herning, Danmark

  +45 72 21 11 00
  +45 50 72 35 35

http://www.rationel.dk

Modtag nyheder fra Rationel Vinduer på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire