20/06-11
-
Pressemeddelelse
HER OG NU I RØDE KORS WEBSHOP: Genbrug de kendtes kluns
Fem kendte danskere går med Røde Kors ind i en bæredygtig fremtid ved at sælge deres genbrugtøj til et godt formål - på nettet. Lærke Winther, Ibi Støving, Christel Winther, Malkit Singh og Annika Aakjær er stilfulde genbrugsambassadører i den gode sags tjeneste.
Hvad har en internationalt kendt model og blogger, en populær skuespiller, en upcoming sangerinde, en skøn tv-vært og en mandlig model til fælles? De er alle vilde med genbrugstøj - og ved et photoshoot hos Skandinaviens største online modebutik, miinto.dk, beviste de det ved at stille op i personligt udvalgt eller doneret genbrugstøj.
Tøjet sælges nu og her i Røde Kors' webshop www.rødekors.dk/butik, hvor overskuddet går direkte til hjælpearbejdet blandt nødlidende i verdens brændpunkter.
Vil man have fingre i Annikas vilde genbrugskjoler, Malkits klassiske Lakers-jakke, Ibis pailletkjole, Christels Escada-vintage kjole eller Lærkes lækre støvler, er det altså i disse dage, man skal slå til.
Røde Kors er den eneste humanitære organisation i Danmark der sælger genbrugstøj online, og dermed giver køberne mulighed for direkte adgang til gode fund. Det er nemt og bekvemt, landsdækkende, døgnåbent og overskueligt. Og det er god karma.
Røde Kors stiller citater om genbrugstøj fra alle fem kendte til fri afbenyttelse, hvis det ønskes.
Vi kan også formidle interviewkontakt og står til rådighed med masser af billeder af tøjet, fra photoshoot mm.
Kontakt: Journalist Fie Lundsgaard Olsen 3525 9346/ flo@rodekors.dk.
Genbrug er god karma
Røde Kors er den eneste hjælpeorganisation i Danmark, der sælger genbrugstøj online og dermed gør det nemt, bekvemt og tilgængeligt døgnet rundt at få god stil. Genbrugstøj er nemlig ikke bare godt for din pengepung. Det giver tredobbelt god karma, når du med dit køb støtter mennesker i nød, kan få en personlig unik stil og gør noget godt for miljøet.
Og det er ikke bare noget, vi siger. Salg af genbrugstøj GØR en forskel. Sidste år gav salg af genbrugstøj 20 mio. kr. til Røde Kors' hjælpearbejde. Kjolen eller skoene, som man kun gik med én gang, får på den måde en helt ny værdi: Skolegang, rent vand eller nødhjælp, hvis katastrofen rammer et sted ude i verden.
Genbrugsshoppen på nettet fungerer i samarbejde med Skandinaviens største online modebutik www.miinto.dk. Miinto håndterer den tekniske drift samt dele af markedsføringen i samarbejde med Røde Kors. Røde Kors varetager produktbilleder samt accept af ordrer og udsending af solgte produkter.
Facts og tal om Røde Kors genbrug
- Første butik åbner i 1975 i Års
- Fra 1990 sker en rygende udvikling, der på blot tre år fordobler antallet af butikker og gjorde, at man kunne gøre genbrugsbutikkerne til en vægtig indtægtskilde for Røde Kors, hvor de før havde tjent mest som social aktivitet for de frivillige
- I dag er der 208 butikker i hele landet - og én webshop
- I 2011 er der planer om at åbne 6 mere
- Omkring 5800 frivillige er beskæftigede i butikkerne
- Hver genbrugsbutik omsætter i gennemsnit 350.000 kroner om året
- Hver dag går 24 tons tøj og sko gennem butikkerne
- Det svarer til 6000 tons om året
Når du køber et stykke tøj i Røde Kors' genbrugs-webshop, går pengene bl.a. til det omfattende hjælpearbejde blandt katastroferamte mennesker i verdens fattigste lande og til Røde Kors' mange sociale projekter i Danmark.
I butikken kan du finde det skæve og moderigtige tøj - alt fra mærkevarer som Burberry, Armani og Kenzo til unikke retro-kjolefund fra svundne tider. Til mænd og kvinder i alle størrelser. Nemt og bekvemt sorteret for dig, der gerne vil handle på nettet.
Skandinaviens største online modebutik Miinto.dk og Røde Kors indledte i 2010 et samarbejde om salg af Røde Kors' genbrugstøj på internettet. Miinto.dk håndterer den tekniske drift samt dele af markedsføringen i samarbejde med Røde Kors. Røde Kors varetager produktbilleder samt accept af ordrer og udsending af solgte produkter. Røde Kors' online shop er Danmarks største online vintagebutik.
Relevant information
http://www.miinto.dk/dansk-rode-kors/