22/08-11
-
Pressemeddelelse
Vestbad er blevet renoveret
Vestbad har gennemgået en stor renovering i sommerferien. 50 meter-bassinet er blevet genåbnet.
Vestbad er i alt blevet renoveret for 6,8 mio.kr. Udgiften er blevet delt mellem Brøndby og Rødovre kommuner, som ejer og driver Vestbad på fifty-fifty basis.
"Det har været nødvendige investeringer, hvis Vestbad også i fremtiden skal kunne modstå slid og fremstå som et pænt og attraktivt sted at komme", siger formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Jan Kongebro (A).
Det store, indendørs bassin er blevet tømt for vand og malet. Væggene og søjlerne omkring bassinet er også blevet malet. De gamle loftsplader var begyndt at løsne sig, så de er blevet pillet ned og erstattet med nye loftsplader og ny belysning på væggene i hallen.
"Af sikkerhedsmæssige hensyn var det nødvendigt at tage affære. Nogle af de gamle loftsplader var begyndt at løsne sig, så det var en uholdbar situation", siger Jan Kongebro. Han er godt tilfreds med det endelige resultat.
"Når man nu ser, hvor flot det er blevet med de nye loftsplader og den nye belysning, så er jeg ikke ét sekund i tvivl om, at det er den rigtige løsning, vi har valgt. Vestbads mange tusinde brugere kan roligt glæde sig til det næste besøg. Vi har nu en flottere lokal svømmehal, der lever op til tidens standarder og krav", siger Jan Kongebro.
Det er planen, at også det udendørs bassin skal tømmes og males, når sommeren er slut.
Relevant information
http://www.rk.dk
Firma
Rødovre Kommune
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre,
Danmark
36 37 71 14
20 21 28 22
http://www.rk.dk