04/08-16
-
Pressemeddelelse
Faldende antal tvangsauktioner og kortere liggetid
I juli var der 123 huse på tvangsauktion. Det er et fald på 30,1 pct. i forhold til samme måned sidste år. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
"Det er altid positivt, når vi kan se, at antallet af tvangsauktioner falder, og i år har vi generelt set er lavt antal af huse på tvangsauktion i forhold til de senere år. Den positive udvikling skal ses i lyset af bedringen på boligmarkedet, som kan gøre det nemmere at sælge sin bolig," siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
Faldet i antallet af tvangsauktioner falder sammen med kortere liggetider.
"Hvis familien ikke længere har råd til at blive boende i deres hus, vil langt de fleste forsøge at sælge det, inden det ender på tvangsauktion. Når aktiviteten på boligmarkedet er lav, kan det være svært at komme af med sin bolig, og så kan det i sidste ende resultere i en tvangsauktion. Omvendt ser vi, at når det som nu går bedre på boligmarkedet, og boligerne står kortere tid til salg, så falder antallet af tvangsauktioner også," slutter Ane Arnth Jensen.
Pressekontakt
Ane Arnth Jensen
Direktør
+45 33 12 48 11