11/08-16
-
Pressemeddelelse
Årets højeste antal lånetilbud varsler mange konverteringer
I juli gav realkreditinstitutterne 31.240 lånetilbud til danske boligejere og virksomheder. Det er det højeste antal i år og varsler mange konverteringer. Det viser dagens tal fra Realkreditrådet.
Antallet af lånetilbud for juli måned er det højeste siden april sidste år.
"De mange lånetilbud i juli skyldes, at renterne på realkreditlån er faldet på det seneste, og det har gjort fastforrentede lån med 2 pct. i rente attraktive igen. Det har vækket boligejernes interesse for både omlægninger af eksisterende lån og for tillægslån," siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet og fortsætter:
"De foreløbige opgørelser af indfrielserne viser, at der indtil videre er indfriet lån for knap 50 mia. kr. til næste termin. Det er især boligejere eller virksomheder med fastforrentede lån, hvor renten er 3 pct. eller mere, der øjner muligheden for at få en lavere rente på deres lån. Og netop lån med 3 pct. eller mere i rente er der stadigvæk for ca. 340 mia. kr. af."
Der er obligationer bag udestående fastforrentede lån med 3 pct., 3,5 pct., 4 pct. og 5 pct. i rente for henholdsvis 205,2 mia. kr., 67,3 mia. kr., 45 mia. kr. og 18,5 mia. kr.
Private og virksomheder kan indhente lånetilbud hos realkreditinstitutterne, hvis de ønsker at optage et nyt lån, omlægge deres eksisterende lån eller optage et tillægslån. Antallet af lånetilbud viser derfor interessen for låneoptagelse og omlægning.
Pressekontakt
Ane Arnth Jensen
Direktør
+45 33 12 48 11