25/11-16
-
Pressemeddelelse
Dansk realkreditlån blandt de billigste i Europa - se sammenligningen
Det koster ca. 1.200 kr. om måneden at låne en million kroner med et til fem års rentebinding. Det gør Danmark til et af de billigste lande i Europa at finansiere bolig i. Det viser nye tal fra Danmarks Nationalbank og Den Europæiske Centralbank.
"Renterne på realkreditlån er meget lave, og det kommer danske boligejere til gode. Renten på et typisk nyt lån med et til fem års rentebinding ligger på ca. 1,4 pct. inkl. bidrag. Det giver boligejerne en månedlig udgift til renter og bidrag på ca. 1.200 kroner før skat for et lån på 1 million kroner," fortæller Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
Tal fra Danmarks Nationalbank og Den Europæiske Centralbank viser, at de danske renter for et nyt lån med et til fem års rentebinding ligger knap 0,6 procentpoint lavere end gennemsnittet for hele euroområdet.
"Danmark er et meget billigt land at finansiere bolig i. Det skyldes, at renterne på boliglån er knyttet til de lave renter på realkreditobligationer. Danskerne får derfor direkte glæde af de meget lave renter. Sådan er det ikke i andre lande," slutter Ane Arnth Jensen.
Pressekontakt
Pressetelefon
+ 45 33 12 48 11