27/01-17
-
Pressemeddelelse
Færre realkreditobligationer i euro
Omfanget af danske realkreditobligationer udstedt i euro har været faldende de seneste seks år.
I dag er der udstedt realkreditobligationer i euro for godt 160 mia. kr. Efter en stigning fra 2007 til 2010 toppede omfanget af realkreditobligationer i euro for ca. seks år siden. På det tidspunkt var der udstedt for over 250 mia. kr.
"Realkreditobligationer i euro er ikke så udbredte i dag, som de var for seks år siden. Udstedelsen af realkreditobligationer følger primært låntagernes valg af realkreditlån. Gennem perioden er efterspørgslen efter realkreditlån i euro svækket. I Danmark er lån i euro mest anvendt i landbruget, og det også her, at en stor del af den vigende efterspørgsel skal findes," siger Peter Jayaswal, direktør i Finans Danmark for ejendomsfinansiering.
I dag ejer danske investorer ca. halvdelen af realkreditobligationer i euro, og udenlandske investorer ejer den anden halvdel. Investorernes ejerandel af euroobligationerne har ændret sig en del i årene siden finanskrisen i 2008.
"Da krisen indtraf, havde danske investorer en ejerandel af danske realkreditobligationer udstedt i euro på omkring 80 pct. I årene efter krisen faldt den til ca. 50 pct. Og der har den ligget nogenlunde stabilt de seneste fire år," konstaterer Peter Jayaswal.
Pressekontakt
Pressetelefon
+ 45 33 12 48 11