06/02-17
-
Pressemeddelelse
Færre tvangsauktioner indleder 2017
I januar blev der bekendtgjort tvangsauktion over 258 ejendomme i Danmark. Det viser dagens sæsonkorrigerede tal fra Danmarks Statistik. Kun 16 var tvangsauktioner for ejerlejligheder. Antallet af tvangsauktioner for ejerlejligheder har været faldende over de seneste seks år, og den udvikling er fortsat i første måned i 2017.
"Antallet af tvangsauktioner for ejerlejligheder er nede på samme lave niveau som før finanskrisen. Ejerlejlighedsmarkedet har været inde i en periode med stigende priser og flere handler. Markedet er helt naturligt drevet af udviklingen i de større byer, hvor ejerlejlighederne typisk er beliggende. I landets fire største byer er den gennemsnitlige handelstid på en ejerlejlighed nede i omegnen af to måneder. Det betyder, at der er god mulighed for at sælge sin lejlighed og dermed undgå en tvangsauktion, hvis man ikke kan betale sin boligydelse. I kølvandet på finanskrisen har vi på landsplan set op mod 80 tvangsauktioner af ejerlejligheder på én måned. Det tal er nu faldet til 16 i januar 2017," siger Ane Arnth Jensen, Viceadministrerende Direktør i Finans Danmark.
For enfamiliehuse ses samme udvikling med færre tvangsauktioner.
"Enfamiliehuse er også på vej ned mod et niveau, der ligner det fra før 2008. I januar var der 169 tvangsauktioner over enfamiliehuse mod 271 i januar måned i 2013, som er den periode efter finanskrisen, hvor husejerne har været hårdest ramt af tvangsauktioner. Det faldende antal tvangsauktioner er tegn på, at danske boligejere er gode til at betale sine realkreditlån til tiden," slutter Ane Arnth Jensen.
Pressekontakt
Pressetelefon
+ 45 33 12 48 11