08/02-17
-
Pressemeddelelse
Færre huse til salg
Der er færre huse at vælge imellem for familier på boligjagt de fleste steder i landet - især i Jylland og på Fyn. Samtidig ligger huse kortere tid til salg hos ejendomsmæglerne end for et år siden i det meste af landet. Det viser nye tal for Realkreditrådets boligudbudsstatistik.
På landsplan er der 34.944 huse til salg, og det er 3,2 pct. færre end for et år siden. Der er færre huse til salg i alle landsdele i Jylland og på Fyn. På Sjælland er det kun i København by og på Vest- og Sydsjælland, at udbuddet er lavere end for et år siden.
"Familier på boligjagt har generelt færre huse at vælge imellem end tidligere. Samtidig er risikoen større for, at huset sælges til anden side, da huse ligger kortere tid til salg hos ejendomsmæglerne end for et år siden. Det er dog fortsat mange huse til salg, især på Fyn og i Jylland. Familier på udkig efter et hus har altså overordnet set stadig meget at vælge mellem," siger Ane Arnth Jensen viceadministrerende direktør i Finans Danmark og fortsætter:
"København samt Nord- og Østsjælland skiller sig ud. Her er der samlet set ca. 40 pct. færre huse til salg, end da udbuddet toppede, og huse ligger markant kortere tid til salg end andre steder i landet."
Huse i København samt på Nord- og Østsjælland ligger i gennemsnit til salg 4-5½ måned. Det er omtrent halvt så lang tid som gennemsnittet for hele landet.
"De seneste år er udbudstiderne på Sjælland generelt forkortet mærkbart. På Fyn og mange steder i Jylland er udbudstiderne derimod fortsat lange. Det går dog i den rigtige retning, og i alle landsdele i Jylland og på Fyn er udbudstiderne kortere end for et år siden," siger Ane Arnth Jensen.
Den typiske udbudstid er længst i Nordjylland. Her ligger huse i gennemsnit til salg i 13 måneder.
Pressekontakt
Pressetelefon
+ 45 33 12 48 11