09/05-17
-
Pressemeddelelse
Afdæmpet låneinteresse
I april blev der givet 14.903 lånetilbud til danske boligejere og virksomheder. Det er 3.563 færre end i marts måned og næsten 4.000 færre end for et år siden.
I april blev der givet 14.903 lånetilbud til danske boligejere og virksomheder. Det er 3.563 færre end i marts måned og næsten 4.000 færre end for et år siden.
"På trods af, at der var mulighed for at opsige sit realkreditlån med fast rente ved udgangen af april til indfrielse 1. juli, har der været færre lånetilbud i april end i marts måned. Antallet af lånetilbud er også faldet i forhold til april sidste år. Samlet set kan vi se, at interessen for at indhente lånetilbud hos boligejere og virksomheder er lidt afdæmpet i starten af 2017," siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Det lave renteniveau, som har rådet de seneste mange år, kan være en af årsagerne til, at der er relativt få lånetilbud lige nu.
"Renterne har ligget lavt i længere tid til gavn for husholdninger og virksomheder. Det er kommet nye låntagere til gode. Men også alle dem, der har konverteret deres realkreditlån, har fået glæde af de lave renter. Mange af de boligejere og virksomheder, der har ønsket at konvertere deres realkreditlån og få en lavere rente, har allerede gjort det. Det kan være med til at forklare, at der er få lånetilbud lige nu," siger Ane Arnth Jensen og tilføjer:
"For låntagere med rentetilpasningslån, der skal refinansieres pr. 1. juli, kan det være interessant at lægge om til et andet lån, fx med fast rente. Rentetilpasningslån kan opsiges til kurs 100 ved refinansiering."
Pressekontakt
Stine Luise Hansen
Pressechef
30 16 10 09