25/11-11
-
Pressemeddelelse
Den korte rente fortsat lav
Renten på realkreditlån med en rentebindingsperiode på op til 1 år har været faldende siden i sommer. Den korte rente - inkl. bidrag til realkreditinstituttet - er nu 2,17 pct. Det viser Nationalbankens rentestatistik for oktober.
I juli var renten på 2,65 pct., mens den I oktober lå på 2,17 pct. Det er et fald på 0,48 pct. point.
"For bare fire måneder siden var den korte rente over 2,5 pct. Dengang var det svært at forudse, at renten ville falde flere måneder i træk fra et allerede lavt niveau. Men gældskrisen i Sydeuropa medfører stor uro på de finansielle markeder i Europa, og det presser den korte rente i Danmark ned. Det skyldes, at danske realkreditobligationer betragtes som sikre papirer i en tid med megen finansiel uro, " siger Ane Arnth Jensen, Direktør i Realkreditrådet.
"Den lave rente er sammenfaldende med refinansieringsauktionerne, hvilket er godt nyt for de mange boligejere med rentetilpasningslån, der i øjeblikket får refinansieret deres lån. Det gavner de danske boligejeres økonomi yderligere og er samtidig med til at holde hånden under dansk økonomi i en usikker økonomisk tid, " fortsætter Ane Arnth Jensen.
Relevant information
http://www.realkreditraadet.dk/