24/01-12
-
Pressemeddelelse
Udlån til boligejerne stiger fortsat - men i et meget lavt tempo
Landets realkreditinstitutter og banker øger fortsat deres udlån til boligejerne. Udlån til boligejerne steg således med 2,2 pct. fra december 2010 til december 2011 ifølge dagens tal fra Nationalbanken. En lav udlånsvækst er dog ikke kun et dansk fænomen - i euroområdet var udlånsvæksten på beskedne 2,5 pct.
Danskernes lån til boligformål var 36 mia. kr. højere ved udgangen af 2011 sammenlignet med udgangen af 2010. Det svarer til en udlånsvækst på 2,2 pct. I kroner og ører betyder det, at hver af de ca. 1,6 mio. boligejere øgede deres boliglån med 23.000 kr., så hver boligejer i dag har lån for gennemsnitlig 1 mio. kr. hos realkreditinstitutter og banker.
Til sammenligning nåede den årlige udlånsvækst op på næsten 16 pct. i starten af 2006, hvor udlånsaktiviteten var på sit højeste.
Men en lav udlånsvækst er ikke kun et dansk fænomen. Det lave tempo ses også i euroområdet, som havde en årlig vækst på 2,5 pct. i slutningen af 2011 mod en udlånsvækst på ca. 13 pct. i 2006.
"Der er fortsat låneaktivitet, men det kører på et meget lavt blus både i Danmark og i euroområdet. Det skyldes, at efterspørgslen efter boliglån er gået voldsomt tilbage. Låntagerne er tilbageholdende som følge af usikkerhed om økonomien," forklarer Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
Relevant information
http://www.realkreditraadet.dk/