23/03-12
-
Pressemeddelelse
Boligejerne har taget 3,5 pct.-lånene til sig
I februar 2012 optog danske boligejere nye realkreditlån for 26 mia. kr. Heraf udgør nyudlån med fast rente 14,5 mia. kr., hvilket svarer til 55,9 pct. Det er den højeste andel siden efteråret 2010. Det viser dagens tal fra Nationalbankens MFI-statistik.
"Stigningen i andelen af fastforrentede lån skyldes låneomlægninger. Interessen kommer fra boligejere, som i forvejen har fastforrentede lån. Mange boligejere har således valgt at konvertere til de fastforrentede 3,5 pct.-lån, som kom på markedet i starten af året. Den faste rente på 3,5 pct. er historisk lav, og det forklarer den store omlægningsaktivitet på markedet for fastforrentede lån," siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
Der er indfriet fastforrentede lån for 15,8 mia. kr. Dermed var nettonyudlånet for fastforrentede lån på -1,3 mia. kr. Nettonyudlånet er nyudlån fratrukket indfrielser, så det samlede omfang af fastforrentede lån er reelt faldet.
Dagens tal viser desuden, at der fortsat er interesse for lån med rentetilpasning. Her var nyudlånet på 11,5 mia. kr. Der blev indfriet rentetilpasningslån for 6,6 mia. kr., så det samlede omfang af rentetilpasningslån er således steget med 4,9 mia. kr.
"Hvad enten man foretrækker et lån med fast rente eller et lån med rentetilpasning, er der mulighed for at udnytte den historisk lave rente. Det er en af styrkerne ved det danske realkreditsystem," fortsætter Ane Arnth Jensen.
Relevant information
http://www.realkreditraadet.dk/