15/05-12
-
Pressemeddelelse
Færre indhenter lånetilbud
I april modtog danske låntagere 21.765 lånetilbud fra realkreditinstitutterne. Det er 19 pct. lavere end i marts og lavere end i årets første tre måneder, hvor der var mange låneomlægninger. Det viser tal fra Realkreditrådet for april 2012.
"I årets første måneder var der et stort antal lånetilbud. Det skyldtes især introduktionen af fastforrentet 3,5 pct. lån, der gjorde det attraktivt for mange at omlægge deres lån. Især i januar blev der givet rigtig mange lånetilbud. Interessen er væsentlig mindre i april. Det tyder på, at de fleste, som vil omlægge til 3,5 pct. lånet, har slået til," siger Peter Jayaswal, underdirektør i Realkreditrådet.
På trods af en lavere interesse for omlægninger, er det stadig ønsket om at omlægge lån, der trækker de fleste lånetilbud i april.
"Boligmarkedet er præget af meget få handler og faldende priser. Det giver lav efterspørgsel efter nye lån og tillægslån, så færre danskere går til deres realkreditinstitut for at få et lånetilbud," fortsætter Peter Jayaswal.
Private og virksomheder kan indhente lånetilbud hos realkreditinstitutterne, når man ønsker at optage et nyt lån ved køb af ejerbolig, omlægge sit eksisterende lån eller optage et tillægslån. Antallet af lånetilbud viser derfor interessen for lånoptagelse og omlægning.
Relevant information
http://www.realkreditraadet.dk/