25/07-12
-
Pressemeddelelse
Danske realkreditobligationer er sikker havn for investorerne
Mængden af danske realkreditobligationer vokser og har i dag en samlet markedsværdi på 2.800 mia. kr., hvilket er 282 mia. kr. mere end for et år siden. Af de papirer, som registreres i den danske værdipapircentral VP, udgør danske realkreditobligationer 47 pct. Det viser dagens tal fra Nationalbankens værdipapirstatistik.
"Realkreditobligationerne udgør en betydelig andel af de danske værdipapirer. Realkreditinstitutterne er derfor ikke kun med til at give boligejere lån med lav rente. De giver også investorer mulighed for at placere deres penge i sikre og likvide aktiver," siger Jan Knøsgaard, vicedirektør i Realkreditrådet.
Den store efterspørgsel efter realkreditobligationer har bidraget til, at renterne er rekordlave. Et 30-årigt lån på 1 mio. kr. med fast rente og etårig rentetilpasning koster henholdsvis 4.000 kr. og 3.300 kr. om måneden med afdrag efter skat.
"Investorer i både Danmark og udlandet bruger danske realkreditobligationer som sikker havn. Det har fået renterne på realkreditobligationer til at falde meget siden finanskrisen indtraf i efteråret 2008. Det kommer direkte boligejerne til gode gennem lavere renter på deres realkreditlån," fortsætter Jan Knøsgaard.
Til sammenligning er der registreret danske statsobligationer og skatkammerbeviser for 807 mia. kr. Markedet for realkreditobligationer er altså mere end tre gange større end markedet for statspapirer.
Relevant information
http://www.realkreditraadet.dk/