07/08-12
-
Pressemeddelelse
Stadig højt antal lånetilbud
I juli gav realkreditinstitutterne 30.268 lånetilbud til private låntagere og erhvervsvirksomheder. Det er et fald på 22.079 i forhold til sidste måned. Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år er antallet af lånetilbud dog 17.736 højere. Faldet på månedsbasis skal ses i lyset af, at juni 2012 var måneden med det højeste antal lånetilbud siden 2005. Det viser Realkreditrådets tal for juli 2012.
"Antallet af lånetilbud har været højt igennem det meste af 2012. Det skyldes i høj grad de meget lave renter på både rentetilpasningslån og fastforrentede lån. Det har givet boligejerne gode muligheder for at omlægge deres lån, og det har mange benyttet sig af," siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
I de første 7 måneder af 2012 har institutterne i gennemsnit givet ca. 34.000 lånetilbud om måneden. I 2011 blev der i gennemsnit givet ca. 14.000 lånetilbud om måneden.
"Det høje antal lånetilbud i 2012 skyldes primært låneomlægninger. I 1. halvdel af 2012 har konverteringsaktiviteten været høj. Sidst vi så en tilsvarende konverteringsaktivitet var tilbage i 2005," fortsætter Ane Arnth Jensen.
Private og virksomheder kan indhente lånetilbud hos realkreditinstitutterne, hvis de ønsker at optage et nyt lån, omlægge deres eksisterende lån eller optage et tillægslån. Antallet af lånetilbud viser derfor interessen for lånoptagelse og omlægning.
Relevant information
http://www.realkreditraadet.dk/