04/09-12
-
Pressemeddelelse
Boligmarkedet bevæger sig sidelæns
Boligpriserne var uændrede i juni 2012 sammenlignet med måneden før. Hen over første halvår 2012 har priserne på enfamiliehuse ligget på et stabilt niveau. Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.
"Der tegner sig et billede af, at prisudviklingen på boligmarkedet i første halvår 2012 er stabiliseret i kølvandet på de prisfald, der ramte boligmarkedet i 2. halvår 2011", siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet, der dog understreger, at der er betydelig usikkerhed forbundet med at konkludere på udviklingen fra den ene måned til den anden.
Det rekordlave renteniveau har været medvirkende til at stabilisere boligmarkedet. Kontantlånsrenten på korte rentetilpasningslån ligger omkring 0,3 pct. Renten på fastforrentede lån ligger på lidt under 3,5 pct.
"Boligejerne kan glæde sig over, at realkreditrenterne slår den ene bundrekord efter den anden. Nye boligejere har lige nu muligheden for at komme ind på boligmarkedet til en boligydelse, der ikke er set lavere siden 1998. Men de favorable realkreditrenter afspejler den skrøbelige situation i europæisk økonomi, der også smitter af på dansk økonomi. Aktiviteten i dansk økonomi er aftaget hen over foråret, og bruttoledigheden er øget med ca. 6.000 personer i år. Det er en usikkerhedsfaktor for boligmarkedet", konstaterer Ane Arnth Jensen.
Relevant information
http://www.realkreditraadet.dk/