12/09-12
-
Pressemeddelelse
Stort fald i antallet af ejerboliger til salg
Der er 62.822 ejerboliger til salg ved udgangen af august. Det er 985 ejerboliger færre end måneden før, og i dag står der 8.329 færre boliger til salg sammenlignet med august sidste år. Det er et stort årligt fald i antallet af ejerboliger til salg. I Hovedstadsområdet stiger udbudspriserne på ejerlejligheder. Det fremgår af Realkreditrådets Boligudbudsstatistik for august 2012.
"Vi er vidne til et betydeligt årligt fald i ejerboliger til salg. Bortset fra et par måneder i foråret, har boligudbuddet været faldende siden sidste sommer." siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet, og fortsætter:
"Der blev sat mange nye boliger til salg både i 2010 og 2011, samtidig med, at der blev solgt få boliger. Konsekvensen var, at boligudbuddet toppede sidste sommer med 72.000 ejerboliger til salg. Det seneste års fald skyldes især udviklingen i Hovedstadsområdet, hvor antallet af ejerlejligheder til salg i er faldet med 40 pct. Det betyder, at antallet af lejligheder til salg i Hovedstadsområdet ligger væsentligt under det historiske gennemsnit, og samtidig ligger udbudspriserne for ejerlejligheder i Københavns Kommune nu 6,2 pct. højere end for et år siden Sådan forholder det sig dog ikke i resten af landet, hvor antallet af boliger til salg stadig er meget højt".
Relevant information
http://www.realkreditraadet.dk/