03/10-12
-
Pressemeddelelse
Boligpriserne steg i juli
Boligpriserne steg med 0,5 pct. i juli 2012 sammenlignet med måneden før, men er på samme niveau som ved årsskiftet. Det viser Danmarks Statistiks tal for priserne på enfamiliehuse.
"Boligpriserne er steget en smule i juli, men svinger en del fra måned til måned. Ser man bort fra udsvingene har boligpriserne i grove træk ligget stille siden nytår. En stabilisering af priserne kan forhåbentlig bidrage til, at færre boligkøbere holder sig tilbage. Dertil kommer, at boligkøberne netop nu har mulighed for at sidde med en historisk lav ydelse på deres lån som følge af de lave renter," siger Jan Knøsgaard, vicedirektør i Realkreditrådet.
Priserne på enfamiliehuse ligger fortsat 4,3 pct. under niveauet for et år siden. Og samlet set er priserne faldet med 19,1 pct. siden toppen i 2007.
Realkreditrådets udbudsstatistik viser, at udbudspriserne er blevet omkring 17 pct. lavere i samme periode. Det seneste år er udbudspriserne faldet 4,7 pct.
"Forholdene for mulige købere er blevet bedre som følge af faldende renter og lavere boligpriser det seneste år. Nye boligejere skal derfor bruge en mindre del af deres indkomst på bolig end tidligere," forklarer Jan Knøsgaard.
Relevant information
http://www.realkreditraadet.dk/