Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
09/11-12   -   Pressemeddelelse

Flere indhenter lånetilbud

I oktober indhentede danskerne 34.903 lånetilbud fra realkreditinstitutterne. Det er over 10.000 flere lånetilbud end i september og ligger over det foreløbige årsgennemsnit for 2012 på 31.934 lånetilbud. Det viser dagens tal fra Realkreditrådet.

"Det høje antal lånetilbud i oktober skyldes især omlægninger. Det er blandt andet muligheden for at få mere sikkerhed og fast rente helt ned til 3,5 pct., der gør det attraktivt at indhente et lånetilbud. Boligejere, der ønsker at omlægge til næste termin 1. januar 2013, skulle opsige deres lån inden 31. oktober. Den mulighed har mange benyttet sig af, og derfor har realkreditinstitutterne givet tilbud på mange lån i oktober. Det er en af styrkerne ved det danske realkreditsystem, at boligejerne kan omlægge deres lån og få glæde af de lave renter. En undersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har lavet for Realkreditrådet, viser, at 48 pct. af boligejerne bruger ydelsesbesparelsen fra omlægninger på at spare op. Det giver større tryghed i boligejernes økonomi," siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

Af de boligejere, der ikke opsparer ydelsesbesparelsen, vælger 13 pct. i stedet at investere i boligen, 16 pct. at dække omkostninger i forbindelse med ændringer i familiesituationen (fx uddannelse, arbejdsløshed eller familieforøgelse) og 13 pct. vælger at øge forbruget.

"Både boligejere, der sidder med variable og fastforrentede lån, har haft glæde af de faldende renter. Samlet set har det givet en rentebesparelse på 2,7 mia. kr. i forhold til januar 2009, hvor renten toppede. Det svarer til, at den månedlige renteudgift for hver boligejer i gennemsnit er faldet ca. 1.700 kr.", siger Ane Arnth Jensen

Oktober måneds høje antal lånetilbud er i 2012 kun overgået af rekordmånederne januar og juni, hvor danskerne indhentede over 50.000 tilbud på månedsbasis.

"År 2012 bærer præg af enkeltmåneder med mange lånetilbud. Det skyldes, at fastforrentede lån skal opsiges med mindst to måneders varsel for at gælde ved først kommende termin. Derfor ser vi, at institutternes lånetilbud samler sig omkring fristerne for opsigelse i oktober, januar, april og juli," slutter Ane Arnth Jensen.

Private husholdninger og virksomheder kan ansøge om lånetilbud hos realkreditinstitutterne, hvis man ønsker enten at omlægge et eksisterende lån, optage tillægslån eller indgå en aftale om køb af fast ejendom.

Relevant information

http://www.realkreditraadet.dk/


Pressekontakt


Firma

Finans Danmark
Amaliegade 7
1256 København K, Danmark

  33 12 48 11

http://www.finansdanmark.dk

Modtag nyheder fra Finans Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire