27/11-12
-
Pressemeddelelse
Realkreditlån har aldrig været billigere
Den effektive rente - inkl. bidrag - på boligejernes realkreditlån var 3,1 pct. i oktober. På et år er renten faldet med 0,6 pct. point. Renten ligger dermed stadig på et historisk lavt niveau. Det viser Nationalbankens rentestatistik for oktober 2012.
"Den fortsatte usikkerhed om den økonomiske situation i Sydeuropa får mange investorer til at søge nordpå efter danske realkreditobligationer. Den store efterspørgsel og investorernes tro på vores meget effektive realkreditsystem giver rekordlave renter på både rentetilpasningslån og fastforrentede lån, og det gavner boligejerne," siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
Realkreditrådets udlånsstatistik for 3. kvartal 2012 viste, at næsten 7 ud af 10 lån blev ydet med en fast rente.
"I øjeblikket vælger mange boligejere at udnytte den historisk lave rente til at optage et fastforrentet lån. Det giver boligejerne en fast månedlig ydelse i 30 år og er med til at understøtte boligejernes privatøkonomi," fortsætter Ane Arnth Jensen.
Relevant information
http://www.realkreditraadet.dk/