07/01-13
-
Pressemeddelelse
Færre tvangsauktioner i december
Antallet af tvangsauktioner var i december 363. Det er 88 færre end i november, hvor der var 451 tvangsauktioner. Dermed bød 2012 på 5.130 tvangsauktioner, hvilket er 105 flere end i 2011. Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.
"I 2012 som helhed har lidt flere danskere måttet se deres hjem gå på tvangsauktion end i 2011. Der er tale om en begrænset stigning, og antallet af tvangsauktioner har ligget stabilt de seneste par år", siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet
"Ledigheden er fortsat på et lavt niveau i forhold til tidligere lavkonjunkturer. Det er en vigtig årsag til, at vi oplever langt færre tvangsauktioner nu end i krisen i starten af 1990'erne. De rekordlave realkreditrenter har også gjort det lettere for boligejerne at klare terminerne. Udviklingen i ledigheden bliver afgørende for, hvor mange tvangsauktioner vi kommer til at se i 2013," fortsætter Ane Arnth Jensen.
Relevant information
http://www.realkreditraadet.dk/