Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
16/04-13   -   Pressemeddelelse

Europa-Parlamentet siger ja til nye kapital- og likviditetsregler

- men kampen for dansk realkredit fortsætter


Europa-Parlamentet har i dag stemt ja til kompromisforslaget til de nye kapital- og likviditetsregler (CRD IV/CRR). Dermed er den politiske behandling af forslaget, der startede i sommeren 2011, reelt afsluttet.

"Med afstemningsresultatet i dag er der gode muligheder for, at de danske realkreditobligationer bliver anerkendt som ultralikvide aktiver. Dette skyldes i høj grad en forbilledlig dansk indsats, ikke mindst fra de danske Europaparlamentarikere, som netop har fået indsat bestemmelse om, at danske realkreditobligationer forudsættes at være ultralikvide", siger Jan Knøsgaard, vicedirektør i Realkreditrådet og fortsætter:

"Men man har desværre også accepteret at give EU Kommissionen og den europæiske banktilsynsmyndighed ret til at lave mere detaljerede regler (delegeret kompetence). Forude venter derfor en større teknisk tilpasning af reglerne, som stadig kan true den danske realkreditmodel".

Det var i december 2009, at startskuddet lød for hele processen. Basel-komitéen fremlagde det første udspil til de globale kapitalkravs- og likviditetsregler i Basel III anbefalingerne, som siden er blevet vedtaget og justeret i starten af 2013. EU-Kommissionen fulgte op i sommeren 2011 med et forslag til nye kapitalkravs- og likviditetsregler (CRD IV/CRR), som var deres bud på, hvordan Basel III skulle indføres i EU. Reglerne skal gøre den finansielle sektor i Europa mere robust over for fremtidige økonomiske kriser og fastsætter bl.a. nye kriterier for, hvilke aktiver banker og realkreditinstitutter kan tage med i deres likviditetsopgørelse. Der vil muligvis også blive fastlagt nærmere regler for stabil finansiering.

Realkreditrådet har gennem hele forløbet fremhævet, at det vil få betydelige skadevirkninger for velfungerende realkreditsystemer som eksempelvis det danske, hvis Basel III forslagene indføres med deres bogstavelige og fulde ordlyd. Især de to nye krav om en kort likviditetsbuffer (LCR) og stabil finansiering (NSFR) ville være problematiske, såfremt de blev indført, som de er defineret i Basel III.

Det synspunkt har været fremhævet gentagne gange fra dansk side både ved udarbejdelsen af CRD IV/CRR forslaget og den efterfølgende politiske proces. Folketinget, regeringen og ministerierne, de danske europaparlamentarikere, Nationalbanken, Finanstilsynet, Ambassaden i Bruxelles (EU-repræsentationen) og de finansielle organisationer har ydet en kæmpe indsats, som har været afgørende for at nå til det resultat, der foreligger i dag og som betyder, at det danske realkreditsystem har mulighed for at blive anerkendt for sin stærke sikkerhed og høje likviditet.

Relevant information

http://www.realkreditraadet.dk/


Pressekontakt


Firma

Finans Danmark
Amaliegade 7
1256 København K, Danmark

  33 12 48 11

http://www.finansdanmark.dk

Modtag nyheder fra Finans Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire