04/09-13
-
Pressemeddelelse
Endnu en måned med stigende huspriser
Der har været prisstigninger på huse de seneste seks måneder.
Prisen på huse fortsatte op i juni, mens prisen på ejerlejligheder faldt for første gang i otte måneder. Huspriserne steg med 1,8 pct. i forhold til maj, mens ejerlejlighedspriserne faldt med 1,8 pct. Det viser Danmarks Statistiks opgørelse af boligprisudviklingen for juni 2013.
"Prisen på huse steg i juni, mens prisen på ejerlejligheder faldt. Man skal dog passe på med at lægge for meget i enkelte måneders udsving. Set over en lidt længere periode har prisudviklingen på både huse og lejligheder været stabil. Prisen på huse er nu steget seks måneder i træk. Alligevel er prisudviklingen på huse mere afdæmpet end på lejligheder det seneste år. Der står stadig mange huse til salg rundt omkring i landet. Selvom huspriserne ligger højere omkring de større byer, er der stadig områder i landet, der endnu ikke har oplevet stigende huspriser," siger Peter Jayaswal, underdirektør i Realkreditrådet, og fortsætter:
"Trods den seneste måneds fald er priserne på ejerlejligheder øget ret markant det seneste års tid. Prisen på ejerlejligheder ligger nu knap 18 pct. over den prisbund, der fulgte i kølvandet på finanskrisen. Over halvdelen af stigningen er sket det seneste år.
Relevant information
http://www.realkreditraadet.dk/