07/11-13
-
Pressemeddelelse
Flere tvangsauktioner i oktober
I oktober 2013 var der 391 tvangsauktioner, og der er 64 flere end for en måned siden. Tallene svinger generelt fra måned til måned, men overordnet set er antallet af tvangsauktioner i 2013 lidt lavere end sidste år. Det viser Danmarks Statistiks sæsonkorrigerede tal.
"Det seneste år har der været knap 390 tvangsauktioner om måneden, og det er ikke særlig mange i forhold til tidligere kriseperioder. Det lave antal tvangsauktioner hænger sammen med, at danske boligejere generelt er gode til at betale deres realkreditydelser til tiden," forklarer direktør i Realkreditrådet, Ane Arnth Jensen.
Aktuelt er omkring 4.500 ud af landets 1,5 mio. boligejere bagud med betalingerne, og det svarer ca. til 0,3 pct. af boligejerne. Nationalbanken viser i en ny analyse, at boligejernes betalingsproblemer er geografisk skævt fordelt. En fjerdedel af alle familier med restancer på deres realkreditlån boede i Vest- og Sydsjælland ved udgangen af 2011.
"Der er mange flere boligejere, der har problemer med at betale boligydelsen i Vest- og Sydsjælland end andre steder i landet, og det smitter af på antallet af tvangsauktioner. 27 pct. af det seneste års tvangsauktioner har været i Vest- og Sydsjælland, mens kun 14 pct. af landets ejerboliger ligger i landsdelen," siger Ane Arnth Jensen.
Pressekontakt
Pressetelefon
+ 45 33 12 48 11