07/01-14
-
Pressemeddelelse
Færre ejendomme under hammeren i 2013
I 2013 var der 4.501 tvangsauktioner, det er 629 færre end i 2012. I december var 334 ejendomme på tvangsauktion. Det er 9 mere end i november, hvor der var 325 tvangsauktioner. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
"I 2013 som helhed har færre danskere måttet se deres hjem gå på tvangsauktion end i 2012. I gennemsnit var der 375 tvangsauktioner om måneden i 2013 mod 428 i 2012", siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
"Antallet af tvangsauktioner er på et lavt niveau i forhold til tidligere lavkonjunkturer. Den relativt lave ledighed og de rekordlave realkreditrenter har gjort, at vi har set langt færre tvangsauktioner nu, end vi så i krisen i starten af 1990'erne. Ser vi fremad, er restancerne i realkreditten lave, så vi vil formentlig se endnu færre tvangsauktioner i 2014, men det afhænger også af den økonomiske udvikling," fortsætter Ane Arnth Jensen.
Pressekontakt
Pressetelefon
+ 45 33 12 48 11