03/03-14
-
Pressemeddelelse
Ikke tid til nye reformer af den finansielle sektor
Realkreditrådet maner til besindighed: Lad de senere års regulering virke, før man yderligere reformerer den finansielle sektor.
EU-kommissionen lægger i et nyt forslag op til en omfattende strukturreform af den europæiske banksektor, bl.a. i form af en udskillelse af visse handelsaktiviteter fra kerneaktiviteten. Men Realkreditrådet har svært ved at se behovet for strukturelle reformer på nuværende tidspunkt.
"I løbet af de senere år er der gennemført en omfattende regulering i kølvandet på den finansielle krise, som skal sikre veldrevne og velpolstrede kreditinstitutter. Der er behov for at lade disse regler virke, inden man træffer beslutning om, hvorvidt en opdeling af bankforretningen er hensigtsmæssig", siger Jan Knøsgaard, vicedirektør i Realkreditrådet, og fortsætter:
"Selv om Realkreditrådets medlemmer ikke ser ud til at blive omfattet direkte af forslaget, er vi bekymrede for, at forslaget kan få negative virkninger for danske realkreditobligationer. Handel med realkreditobligationer er nemlig ikke undtaget fra kravet om udskillelse af handelsaktiviteter - i modsætning til statsobligationer. Dette kan gøre handelsomkostningerne dyre. Realkreditobligationer bør i denne sammenhæng undtages på lige fod med statsobligationer."
Pressekontakt
Pressetelefon
+ 45 33 12 48 11