Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
18/03-14   -   Pressemeddelelse

Prisudviklingen på boliger deler landet

Huspriserne i Region Hovedstaden er højere i forhold til sidste år, mens priserne er faldet i landets øvrige regioner. For ejerlejligheder ses samme tendens til en mere positiv udvikling øst for Storebælt.

Priserne på parcel- og rækkehuse var på landsplan 0,5 pct. lavere i 4. kvartal 2013 i forhold til 4. kvartal 2012. Det dækker over prisstigninger i Region Hovedstaden, mens priserne er faldet i landets øvrige regioner. Ejerlejlighedspriserne er i gennemsnit 6 pct. højere i forhold til sidste år. Her er prisstigningen primært båret frem af lejlighedspriserne øst for Storebælt.

"Vi ser, at huspriserne i forhold til sidste år er højere i det østlige og nordlige Sjælland, mens priserne i gennemsnit er faldet i resten af landet. Med andre ord deler prisudviklingen på parcel- og rækkehuse altså landet," siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet, og fortsætter:

"Ejerlejlighedspriserne er på landsplan steget pænt i 2013. Sammenlignes prisniveauet for hele 2013 med 2012, er prisstigningerne bredt funderet i hele landet."

Kortere salgstider

Sammenlignet med for et år siden går det i dag hurtigere med at få solgt boligen. I gennemsnit tog det i 4. kvartal 2013 knap syv måneder at sælge et parcel- og rækkehus, mens det tog omkring fire måneder at få ejerlejligheden solgt. Salgstiden for fritidshuse var godt 10 måneder.

"Sammenlignet med sidste år er salgstiderne faldet for alle ejendomstyper. Salgstiderne på huse er stadig på et højt niveau sammenlignet med tiden før krisen. Derimod er salgstiderne på ejerlejligheder på laveste niveau i syv år," siger Ane Arnth Jensen.

Prisnedslag lidt lavere i forhold til for et år siden

Både i forhold til den første udbudspris og den sidste udbudte pris, er de gennemsnitlige prisnedslag generelt lavere end for et år siden. Det gælder for alle ejendomstyper.

"Prisnedslagene er overordnet set blevet lidt mindre i løbet af det seneste år. Der er dog forskelle i landet. I gennemsnit gives de mindste prisnedslag i hovedstadsområdet," siger Ane Arnth Jensen.

Lidt mere aktivitet i 2013 end i 2012

Set for hele landet blev der handlet mere end 2 pct. flere boliger i 2013 sammenlignet med 2012. Stigningen gælder for både parcel- og rækkehuse, ejerlejligheder og fritidshuse.

"Der har været lidt mere aktivitet på boligmarkedet i 2013 end i 2012. Stigningen er dog beskeden, og handelsaktiviteten er stadig relativt lav sammenlignet med perioden før krisen," slutter Ane Arnth Jensen.

Pressekontakt

Pressetelefon
  + 45 33 12 48 11

Firma

Finans Danmark
Amaliegade 7
1256 København K, Danmark

  33 12 48 11

http://www.finansdanmark.dk

Modtag nyheder fra Finans Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire