06/06-14
-
Pressemeddelelse
Flere boliger til salg
Der står i dag 64.073 ejerboliger og fritidshuse til salg. Det er godt 1.600 flere boliger i forhold til sidste år. Det viser dagens tal fra Realkreditrådets boligudbudsstatistik.
Der står i dag flere boliger til salg end for et år siden. Stigningen i udbuddet ses for samtlige boligtyper, hvor udbuddet af parcel- og rækkehuse er steget med 567, mens udbuddet af ejerlejligheder og fritidshuse er henholdsvis 505 og 537 højere.
"Der er kommet lidt flere boliger at vælge mellem i forhold til for et år siden. Og det ses for alle boligtyper. Der er dog forskel i landet på, om udbuddet for de enkelte boligtyper rent faktisk er steget eller faldet og med hvor meget. Nogle steder har boligudbuddet ændret sig ret markant. Fx er udbuddet af ejerlejligheder i Københavns Kommune steget med mere end 50 pct. i løbet af det seneste år," siger Peter Jayaswal, underdirektør i Realkreditrådet, og tilføjer:
"Udbuddet af boliger stiger typisk i begyndelsen af året, og i år er ingen undtagelse. Set fra boligsælgerens synspunkt er foråret en fin periode at gøre boligen salgsklar. Samtidig virker boligen måske også mere tiltalende med solskin ind ad vinduerne og blomster i haven eller gården. Tager man boligkøberens briller på, kan det være en fordel at få nøglerne til den nye bolig i hånden op til sommeren. Så har man både god tid og forhåbentlig godt vejr til at flytte ind. Og vi ser faktisk, at antallet af handler typisk stiger i løbet af foråret."
Markant lavere udbudstider for huse på Sjælland
Den gennemsnitlige udbudstid for parcel- og rækkehuse er i dag på knap 10 måneder. Det er lavere end for et år siden og dækker over geografiske forskelle.
"Sammenlignet med sidste år er udbudstiderne på huse faldet en del i samtlige landsdele på Sjælland. Omvendt er udbudstiden lidt højere i fire ud af fem landsdele vest for Storebælt," siger Peter Jayaswal.
Udbudte ejerlejligheder har i gennemsnit stået til salg i godt 6 måneder, mens fritidshuse i gennemsnit har været på markedet i mere end 13 måneder.
Højere udbudspriser på huse og lejligheder
Den gennemsnitlige udbudspris på parcel- og rækkehuse samt ejerlejligheder er steget siden sidste år med henholdsvis 0,5 pct. og 6,6 pct.
"Udbudsprisen på huse er højere i forhold til for et år siden, men det dækker over en ret klar opdeling mellem øst og vest. Det er primært i og omkring hovedstadsområdet, udbudspriserne er steget," siger Peter Jayaswal og slutter:
"For ejerlejlighederne har vi set prisstigninger i en længere periode. For hele landet under ét er udbudspriserne næsten 7 pct. højere i forhold til sidste år. Det er især i hovedstaden og i Aarhus, at de største prisstigninger opleves. Her er udbudspriserne i gennemsnit steget med over 10 pct. på bare et enkelt år."
Pressekontakt
Pressetelefon
+ 45 33 12 48 11