Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
04/07-14   -   Pressemeddelelse

Vest- og Sydsjælland hårdt ramt af tvangsauktioner

I juni var der 312 tvangsauktioner. Det er 11 flere end i maj. Det viser Danmarks Statistiks sæsonkorrigerede tal for juni 2014. Overordnet set er antallet af tvangsauktioner faldet de seneste to år, men fordelingen er skæv. Vest- og Sydsjælland er hårdest ramt.

Den geografiske fordeling af tvangsauktioner i Danmark er skæv. Vest- og Sydsjælland står for 31 pct. af det seneste års tvangsauktioner, mens kun 14 pct. af landets ejerboliger ligger i landsdelen. Den viser en opgørelse fra Realkreditrådet på baggrund af tal fra iTvang.

Det seneste år har 4.062 boliger været under hammeren på tvangsauktioner over hele landet. Vest- og Sydsjælland har været særlig hårdt ramt med 1.276 tvangsauktioner. Dermed er Vest- og Sydsjælland, med sine 256.000 ejerboliger, det område i Danmark med flest tvangsauktioner i forhold til antallet af ejerboliger.

Det er særligt seks kommuner ud af Vest- og Sydsjællands 12 kommuner, der har oplevet mange tvangsauktioner. Det drejer sig om Slagelse, Guldborgsund, Lolland, Kalundborg, Odsherred og Næstved, der tilsammen står for 20 pct. af landets tvangsauktioner.

"Det er ofte en skilsmisse, ledighed eller sygdom, der fører til problemer med at betale ydelsen på realkreditlånet. Normalt vil boligejere i problemer sælge deres bolig og finde sig et billigere sted at bo. Men nogle steder er boligmarkedet så fastfrosset, at det er umuligt at sælge. Det er især visse kommuner i Vest- og Sydsjælland, der er hårdt ramt, og derfor er der også flere tvangsauktioner her," siger underdirektør i Realkreditrådet, Peter Jayaswal.

Det tager længere tid at sælge sin bolig i Vest- og Sydsjælland. I Vest- og Sydsjælland har huse i gennemsnit ligget til salg i 12 måneder hos ejendomsmæglerne, og det er to måneder mere end landsgennemsnittet. Samtidig er huspriserne i Vest- og Sydsjælland faldet væsentligt mere end i resten af landet, siden de lå højest. Huspriserne i Vest- og Sydsjælland ligger i gennemsnit nu 38 pct. lavere end toppen, mens priserne på landsplan kun ligger 18 pct. under det højeste niveau.

"Halvdelen af Vest- og Sydsjællands kommuner er blandt de ti af landets kommuner, hvor huspriserne er faldet mest under krisen. Og det har betydning for boligejere med betalingsproblemer, der gerne vil af med deres bolig, men har købt på toppen. De risikerer, at deres gæld ikke kan blive dækket ved et boligsalg," siger Peter Jayaswal.

Pressekontakt

Pressetelefon
  + 45 33 12 48 11

Firma

Finans Danmark
Amaliegade 7
1256 København K, Danmark

  33 12 48 11

http://www.finansdanmark.dk

Modtag nyheder fra Finans Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire